Storebælt taget som økonomisk gidsel for Femern-forbindelsen

Storebælt taget som økonomisk gidsel for Femern-forbindelsen

Hvis Storebæltstaksten reduceres 50-100 procent, vil det ifølge transportminister Trine Bramsen have en ’markant negativ effekt’ på finansieringsgrundlaget for Femern Bælt-forbindelsen

Af Dan Bjerring
Christiansborg

I forbindelse med Folketingets behandling af borgerforslaget om at mindske brugerbetalingen for at krydse Storebælt har Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige bedt transportminister Trine Bramsen oplyse den samfundsøkonomiske virkning af enten at halvere eller afskaffe broafgiften, og herunder belyse virkningen ved en sådan afgiftsændring på samfundsøkonomien for Kattegatområdet og for Femern-forbindelsen.

Ministeren afviser, at der findes trafikmodelberegninger eller samfundsøkonomiske analyser af en halvering eller en afskaffelse af broafgiften på Storebæltsforbindelsen, men peger på, at en afskaffelse af broafgiften er ’så markant en ændring’ af en brugerbetaling, at Sund & Bælt Holding A/S vurderer, det er uden for trafikmodellernes normale gyldighedsområde.

Overflytning af biler
Beregningerne vil derfor ifølge Trine Bramsen være forbundet med meget stor usikkerhed sammenlignet med eksempelvis typiske infrastrukturprojekter.

Hun understreger dog med henvisning til en rapport, at en halvering eller en afskaffelse af broafgiften på Storebæltsforbindelsen vil ændre udgangspunktet for en Kattegatforbindelse:

- For den kommende Femern Bælt-forbindelse er det tidligere opgjort, at den samlede takstnedsættelse på 25 procent på Storebælt ventes at medføre en overflytning af knap 200.000 personbiler om året, svarende til godt 500 personbiler i gennemsnit pr. døgn, fra Femern Bælt-forbindelsen til Storebæltsforbindelsen. Takstnedsættelsen på 25 pct. blev samlet set vurderet til at forlænge tilbagebetalingstiden på Femern Bælt-forbindelsen med tre år. Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke analyser, som gør det muligt at vurdere de konkrete effekter for Femern Bælt-forbindelsen af en halvering eller en afskaffelse af brugerbetalingen på Storebæltsforbindelsen. Det må dog antages, at et scenarie, hvor Storebæltstaksten reduceres 50-100 procent, vil have en markant negativ effekt på finansieringsgrundlaget for Femern Bælt-forbindelsen, skriver Trine Bramsen.

8/4 2022