Streethal designet med lokale brugere
Nord Architects har udviklet Streethallen sammen med brugerne for at imødekomme deres ønsker om et aktivt sted for uformelle sportsaktiviteter og kulturelle events
Streethallen er den første offentligt tilgængelige bygning i Ørestad City og samtidig den mindste bygning i kvarteret. Programmet er udviklet i co-creation med en dedikeret gruppe af brugere og lokale interessenter i en åben proces i den tidlige udviklingsfase, hvor Nord Architects bl.a. har faciliteret workshops for brugerne med prioritering af funktioner i Streethallen, så man understøtter social bæredygtighed.
- Det er en multifunktionel bygning, udviklet og designet til at være et levende og uformelt sted, hvor folk føler sig velkommen, og der kan skabes nye fællesskaber mellem de store byggerier og lange boulevarder, der ellers karakteriserer Ørestad City, siger Morten Gregersen, der er partner hos Nord Arkitekter.
Mødet i øjenhøjde
Beboerne i Ørestad har fået mulighed for at dyrke en lang række idrætsgrene døgnet rundt såvel indenfor som udenfor, og hallen er åben for foreninger, institutioner og lokale beboere. Den 1500 m2 store bygning er opdelt i uopvarmede og opvarmede områder, hvor der f.eks. kan spilles basketball og floorball på den store bane, mens man kan dyrke dans, yoga, kampsport i den opvarmede hal med gummigulv. Der findes også klatrevæg, multirum med ribber og bordtennis. Streethallen er ubemandet, og alle aktiviteter arrangeres og afvikles af hallens brugere.
Udover at være en ny åben idrætsfacilitet kan hallen også bruges som et socialt samlingssted for beboere i Ørestad, der kan bruge hallen til loppemarkeder, fastelavnsfester, udstillinger eller andre sociale arrangementer.
I modsætning til de omkringliggende bygninger har Streethallen sit laveste punkt ud mod Ørestad Boulevard for at møde folk i øjenhøjde og virke mere inviterende. Bygningen skiller sig også ud fra naboerne på grund af det grønne tag og træmaterialer.
- Det er et sted, der inviterer til kreativitet, aktivitet og rekreation for de lokale. Et 'shelter' midt i storbyen, der giver en åbenhed og uforudsigelighed i dette ellers fuldt planlagte område, og som stimulerer til et socialt fællesskab i Ørestad City, forklarer partner Johannes Molander Pedersen.
Bygningen har ikke en bagside eller ryg, hvilket forstærker relationen til fitness-parken, der løber rundt om Streethallen. Vinduerne i Streethallen giver en sammenhæng mellem udendørs- og indendørsaktiviteterne med synlighed og signalværdi for alle, der passerer.
-kj