Struktørlærling i tre ugers praktik i Frankrig Efter tre uger med gæstfrie, franske kollegaer overvejer danske Jacob Leonhard at søge job i udlandet, når han er færdigudlært. Foto: Jacob Leonhard

Struktørlærling i tre ugers praktik i Frankrig

19-årige Jacob Leonhard er i lære som anlægsstruktør. I april var han i praktik i Frankrig – uden at kunne et ord fransk

Lysten til at lære hvordan man arbejder i et andet land og muligheden for at komme helt tæt på en anden kultur, fik 19-årige Jacob Leonhard til at rejse tre uger til Valence i Sydfrankrig.

Jacob Leonhard er i lære som anlægsstruktør hos Entreprenør Henning Have, og han sagde ja til den franske udfordring, fordi det var et tilbud, ikke mange får.

- Jeg kunne ikke et ord fransk, før jeg tog af sted, og mine franske kolleger kunne ikke engelsk, men vi klarede det fint med håndtegn og fagter. Jeg skrev de vigtigste ord ned på min telefon, så jeg kunne huske dem, og i løbet af praktikken lærte jeg en del franske fagudtryk, fortæller Jacob Leonhard.

En del af sjakket
I alt var otte struktørlærlinge fra Learnmark Tech i praktik i Valence, hvor de arbejdede i forskellige virksomheder. Jacob Leonhard var i praktik i en virksomhed, som i løbet af hans praktik skulle lave en større kloakeringsopgave ved nogle boligblokke.

- Jeg var heldig at få lov til at arbejde med den samme opgave og det samme sjak, mens jeg var i praktik. Det betød, at jeg kom til at lære mine kolleger godt at kende, og at jeg ikke bare var stikirenddreng, men løste reelle arbejdsopgaver, fortæller struktørlærlingen.

Formanden i det firma, hvor Jacob Leonhard arbejdede, inviterede ham hjem til middag på sin fødselsdag, hvor de øvrige kolleger også var inviteret.

- Det var en hyggelig aften og meget gæstfrit af ham, at han inviterede mig med, understreger han.

Mindre fokus på sikkerheden
I løbet af sin praktik oplevede Jacob Leonhard, hvor forskelligt franske og danske arbejdspladser arbejder med sikkerhed.

- I Danmark har vi meget fokus på sikkerhed og arbejdsmiljø på arbejdspladsen. Sikkerheden var i orden, men det undrer mig, at franskmændene ikke er bedre til at bruge f.eks. hjælpemidler og værnemidler. Graver de f.eks. et elkabel over, reparerer de det selv. Det må man ikke i Danmark. Her skal vi kontakte fagfolk, der arbejder inden for området, siger han.

På ture på egen hånd
De otte struktørlærlinge fra Horsens boede sammen på et lejlighedshotel, hvor de selv kunne lave mad og slappe af efter en lang arbejdsdag.

- Jeg delte lejlighed med min klassekammerat, og det var vildt hyggeligt. I weekenden tog vi på ture på egen hånd og oplevede byen og bjergene uden for byen. Den sidste weekend var vi i Lyon, hvor vi blandt andet så en rugbykamp, fortæller Jacob Leonhard, der efter tre lærerige uger i den sydfranske by overvejer at søge job i udlandet, når han er færdigudlært i marts 2018.

- Det kunne være spændende at prøve et halvt eller et helt år, men jeg vil nok vælge et land, hvor jeg kan sproget, slutter han.

-los

25/4 2017