Studiehus for studerende og forskere
Den 1. juni tages første spadestik i jorden til en helt særlig boligafdeling i Aarhus N
Det specielle ved den nye boligafdeling med 129 boliger på Helsingforsgade 3-7 i Aarhus N er, at man øremærker halvdelen af boligerne til ph.d.-studerende og postdocs. Den anden halvdel bliver traditionelle ungdomsboliger og dermed et levende hus med et spændende mix af studerende og forskere på forskellige niveauer og faser i studielivet. Boligerne opføres og drives af Boligkontoret Århus, men projektet er udviklet i samarbejde med Aarhus Universitets Forskningsfonds Ejendomsselskab (FEAS).
I forbindelse med første spadestikket den 1. juni vil rådmand Bünyamin Simsek fortælle mere om det nye koncept samt husets sammenhængen med den øvrige udvikling af Katrinebjerg. Hos Boligkontoret Århus, der er bygherre på projektet, ser man det som et positivt bidrag til Aarhus og særligt byens image som international og attraktiv studieby.
- Som ph.d. falder du ned mellem to stole: Du er en form for studerende, men passer ikke ind i boligmarkedet for studerende. Og typisk kommer ph.d.-studerende og postdocs fra resten af landet og hele verden, og de er nødt til at have en bolig med relativ kort varsel. Men de har ofte endnu ikke foden inden for på boligmarkedet. På den måde kan vores nye hus være med skabe netværk og fastholde folk i Aarhus, siger direktør i Boligkontoret Århus, Morten Homann og fortsætter:
- Det bidrager til, at man fastholder folk i Aarhus, og man får et stærkt netværk. Den fælles reference i studie- og uddannelsesmiljøet vil blive omdrejningspunkt for et fællesskab, der sikrer tilfredshed og trivsel, siger han og tilføjer, at en undersøgelse fra i fjor har medvirket til idéen om de usædvanlige boliger.
Et grønt hus
Udover at bidrage til at skabe et godt fællesskab i et spændende studie- og forskningsmiljø, så kendetegnes huset ved at kombinere moderne arkitektur med de højeste standarder for energi- og miljømæssig bæredygtighed. Målet er, at boligafdelingen opnår en DGNB-guldcertificering samtidig med, at der indarbejdes innovative løsninger, der bygger på genanvendelighed og alternativ energiproduktion.
På det sociale niveau ansporer og inspirerer husets udformning til fællesskaber på tværs af nationaliteter og fagligheder f.eks. med et grønt og delvist afskærmet gårdmiljø samt en stor taghave på den en del af bygningen.
Huset er efter planen klar til at tage i mod studerende i starten af 2020.
Teamet bag projektet
Bygherre: Boligkontoret Århus
Totalentreprenør: Dansk Boligbyg
Arkitektfirma: Adept, Luplau Poulsen Arkitekter
Ingeniørfirma: Niras
Landskabsarkitekter: Opland Landskabsarkitekter
-kj