Styrker sig med opkøb af tegnestueNorconsult har hovedkontor i Herlev samt kontorer i Kalundborg, Aarhus, Aalborg og Viborg. Virksomheden er 100 % ejet af den norske familieejede rådgivningskoncern af samme navn.

Styrker sig med opkøb af tegnestue

Den tværfaglige rådgivningskoncern Norconsult overtager Rubow arkitekter og styrker dermed samarbejdet mellem ingeniører og arkitekter

Nutidens komplekse byggeprojekter når bedst i mål, når arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen i projekternes indledende faser. Det har længe været opskriften på Norconsults tilgang til markedet, der nu styrker selv samme fremgangsmåde ved at opkøbe Rubow arkitekter. Den københavnske tegnestue, der også har kontor i Aarhus, er blandt branchens førende inden for velfærdsarkitektur, og tegnestuens kompetencer er særligt efterspurgt inden for bl.a. alment og offentligt byggeri samt landskabsarkitektur.

Navnet Rubow arkitekter bliver bevaret, og de ca. 100 medarbejdere bliver en del af Norconsult-koncernen. Med tilførslen af de nye kollegaer i Norconsult bliver fordelingen mellem arkitekter og ingeniører stort set ligelig, og det glæder adm. direktør i Norconsult, Thomas Bolding Rasmussen.

- Med opkøbet styrker vi vores strategi om at levere helhedsorienterede løsninger, hvor arkitekter og ingeniører arbejder tæt sammen. Vi får nogle af de dygtigste arkitekter på markedet med ombord, og jeg er sikker på, at det vil skabe nogle positive synergier i koncernen og samtidig understøtte vores ambitioner om integreret design. Vi stræber efter at være de bedste inden for totalrådgivning, og opkøbet er et skridt i den rigtige retning, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Efter opkøbet vil Norconsult råde over 170 arkitekter i Danmark og bliver dermed blandt de største arkitektvirksomheder herhjemme.

- Opkøbet betyder, at vi rykker op i den øverste liga i arkitektbranchen. Jeg er sikker på, at det vil styrke os internt og samtidig give vores bygherrer merværdi i form af høj arkitektonisk kreativitet og kvalitet, siger Thomas Bolding Rasmussen.

Læs mere under billedet...
Købet er endeligt. Fra venstre ses de tre partnere og direktører i Rubow arkitekter, Lars Bo Lindblad, Susanne Hansen og Lars Hetland, sammen med adm. direktør Thomas Bolding Rasmussen, direktør Byggeri & Anlæg Jacob Ilsøe og økonomidirektør Zlatan Behmen alle fra Norconsult.

Frirum til kreativiteten
Driften af Rubow arkitekter vil langt hen ad vejen fortsætte som før, men virksomheden vil fremadrettet inddrage ingeniørerne langt tidligere i udviklingen af projekterne.

Det vil ifølge de tre partnere og direktører i Rubow arkitekter, Lars Bo Lindblad, Lars Hetland og Susanne Hansen, give et større rum til kreativ udfoldelse og faglig udvikling.

- Vi ser ind i en fremtidig vækst, hvor også kompleksiteten og kravene til bæredygtighed og helhedsorienterede løsninger i vores branche øges gevaldigt. Med Norconsult kan vi blive klogere sammen, da det tætte samspil tidligt i projekterne vil sikre nogle meget stærkere og værdifulde arbejdsprocesser, der vil styrke kvaliteten i vores projekter. Vi stræber efter at skabe rammer, hvor mennesker trives, og at vi gennem vores arkitektur bliver en katalysator for en bæredygtig samfundsudvikling. Det kan vi sammen med Norconsult, siger Lars Bo Lindblad, der sammen med Lars Hetland og Susanne Hansen fortsætter som partnere og direktører i virksomheden sammen med den øvrige ledelse.

Tegnestuen vil fortsat have kontor i Skt. Annæ Passage i København og i Fredensgade i Aarhus.

-los

5/5 2021