To bæredygtige ildsjæle fylder 65 år i dagAdm. direktør i Saint-Gobain Danmark, Mogens Nielsen, der fylder 65 år i dag, opfordrer til, at byggebranchen arbejder på at fremme den bæredygtige omstilling af byggeriet i fællesskab.

To bæredygtige ildsjæle fylder 65 år i dag

Saint-Gobain Danmark kan i dag d. 30. april fejre både adm. direktør Mogens Nielsen og direktør for Public Affairs i Saint-Gobain-koncernen, Klaus Birk. De er begge grønne pionerer med en lang karriere i den franske koncern

Både Mogens Nielsen og Klaus Birk har viet hele deres arbejdsliv til byggebranchen, og begge fik tidligt øjnene op for bæredygtige byggematerialer, også inden de var på nogen som helst dagsorden. Det skete for begges vedkommende i gipsvirksomheden Gyproc i Kalundborg, der dengang var ejet af Scancem, men som i dag har 10 fabrikker i Danmark og er en del af Saint-Gobain-koncernen.

Gyproc blev allerede i 1970’erne en del af Kalundborg Symbiosen, verdens første industrisymbiose, hvor en række virksomheder udviklede et nært samarbejde om cirkulær tilgang til produktion. Det blev medvirkende årsag til både Mogens Nielsen og Klaus Birks dedikation til bæredygtig udvikling.

Klaus Birk fortæller:
- Arnestedet for cirkulær økonomi lå på sin vis i Kalundborg, hvor vi i Gyproc fremstillede gipsplader med en høj andel genbrugsmaterialer. Det var jo helt fantastisk, at vi kunne udnytte hinandens spildenergi og reducere affaldsmængden i fællesskab med andre virksomheder i byen. Men der var ingen interesse for det på markedet. Den frustration lagde kimen til min interesse for bæredygtighed.

Mogens Nielsen tilføjer:
- Produktion af nye gipsplader giver nogle særlige muligheder for at genanvende bl.a. industrigips og returgips. Siden starten af 90’erne har vi arbejdet intensivt med at udvikle og forfine produktionen i den retning. De muligheder, der ligger i materialet, tiltalte mig allerede fra starten. Man kan vel sige, at jeg var bidt af den grønne dagsorden, længe før den for alvor kom på mode i byggebranchen og hos forbrugerne.

En stærk team-kultur
Mogens Nielsen begyndte sin karriere i byggebranchen med ni år hos Rockwool, hvor han efter flere lederstillinger sluttede som general export manager. Det var herefter, han tiltrådte i Gyproc, og det var der ifølge Mogens Nielsen flere årsager til:

- For det første var det en god mulighed for at fortsætte min udvikling inden for en branche, som jeg allerede kendte godt. Derudover stod Gyproc foran et generationsskifte, som gav mig mulighed for at implementere mine egne idealer rent ledelsesmæssigt. Det handlede kort fortalt om at skabe motivation gennem en høj grad af ansvar og tillid til den enkelte medarbejder. Og om samtidigt at skabe en stærk team-kultur, der også tilgodeser det omkringliggende samfund, som vi alle er en del af. Man kommer nu engang længst med et anstændigt menneske- og samfundssyn, og det er nogle af de principper, som jeg stadig navigerer efter den dag i dag, fortæller Mogens Nielsen, som i 2002 blev tilbudt stillingen som regional managing director for Gyproc Group i Norden og de baltiske lande.

I 2005 blev Gyproc overtaget af den nuværende ejer, Saint-Gobain-koncernen, og Mogens Nielsen fik til opgave at drive Gyproc og Isover i Skandinavien og udvikle markedstilgangen på tværs af koncernens materialeproducerende virksomheder i Skandinavien.

Vi har ikke et valg
Siden 2015 har han været adm. direktør for Saint-Gobain Denmark. Han er desuden formand i Dansk Industris branchefællesskab, DI Byg og bestyrelsesmedlem i Dansk Industris hovedbestyrelse og Dansk Industris specialudvalg for byggepolitik. Han har derfor fra første parket været med til at sikre, at byggeriet bliver drevet i en bæredygtig retning.

- I forhold til klimadagsordenen, så har vi ligesom de andre spillere i branchen i dag slet ikke et valg; hvis ikke vi som virksomhed tackler minimeringen af vores eget miljømæssige aftryk på den rigtige måde, er vi ikke på fremtidens vinderhold. Det gælder både i forhold til markedet og i forhold til medarbejderne, som også gerne vil være med til at gøre en positiv forskel. Men ingen virksomhed eller aktør kan trække læsset alene, og her er DI Byg blevet en stærk katalysator til, at vi som branche og i partnerskaber kan fremme den bæredygtige omstilling af byggeriet, understreger Mogens Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet:
Klaus Birk blev ansat i Gyproc tilbage i 1984 og kan i dag fejre sin 65-års fødselsdag som direktør for public affairs i Saint-Gobain-koncernen. Jobbet indebærer bl.a. at repræsentere Saint-Gobain i bestyrelser og udvalg i både ind- og udland.

Komplet rejse i byggebranchen
Klaus Birk er uddannet som både tømrer til bygningskonstruktør, blev ansat i Gyproc helt tilbage i 1984 og arbejdede de første seks år som bl.a. teknisk konsulent og salgskonsulent. Siden blev han betroet tungere poster som både salgschef, salgs- og marketingdirektør og kommerciel direktør hos Saint-Gobain Denmark, inden han i 2017 blev udnævnt til direktør for public affairs.

Han er også bestyrelsesmedlem i nonprofitorganisationen Green Building Council Denmark, der arbejder med at fremme den bæredygtige udvikling i byggebranchen.

- Public Affairs handler om ’offentlige anliggender’, hvor vi arbejder for at få indflydelse på det byggepolitiske område – især når det drejer sig om grøn omstilling og cirkulær økonomi. Saint-Gobain er en aktiv medspiller i den bæredygtige udvikling, og Green Building Council Denmark har været en vigtig samarbejdspartner siden oprettelsen i 2010, forklarer Klaus Birk, der selv beskriver sin mangeårige rejse i byggebranchen som ’komplet’:

- Jeg har taget min tørn på byggepladsen som tømrersvend, senere som bygningskonstruktør og byggeleder og endelig har jeg siddet med ansvar inden for både salg og ledelse. Det har været en gave at komme hele møllen rundt, slutter Klaus Birk, den ene af de to grønne fødselarer.

-los

30/4 2020