Tvangsauktionstal er stilhed før stormen
Med 123 tvangsauktioner i august mod 117 måneden før er antallet af tvangsauktioner ifølge Danmarks Statistik steget med fem procent den seneste måned, når der korrigeres for normale sæsonudsving.
Af Dan Bjerring
Christiansborg
På trods af de seneste måneders stigninger er antallet af tvangsauktioner over de seneste tre måneder stadig lidt lavere end de foregående tre måneder. Der blev i juni-august bekendtgjort 346 tvangsauktioner mod 350 tvangsauktioner i perioden marts-maj.
Det er enfamiliehuse, som oftest ender på tvangsauktion. Siden statistikkens begyndelse i 1979 har enfamiliehuse overvejende udgjort mere end halvdelen af de ejendomme, der hvert år er gået på tvangsauktion. Det skal dog ses i lyset af, at enfamiliehuse udgør cirka halvdelen af alle ejendomme i Danmark.
Får store betalingsproblemer
I en kommentar til tallene fra Danmarks Statistik siger Dansk Industris boligøkonom, Bo Sandberg blandt andet, at det er uundgåeligt i en tid med månedlige el- og gasregninger på 10.000 kroner eller mere, at en del husholdninger i den kommende tid får så store betalingsproblemer, at det ender med flere tvangsauktioner:
- Her og nu ligger omfanget af tvangsauktioner dog fortsat på et historisk meget lavt niveau, selvom det sæsonkorrigerede antal tvangsauktioner steg en smule fra 117 i juli til 123 i august, siger Bo Sandberg.
Udramatiske krusninger på overfladen
Ser man samlet på de seneste tre måneder, er det - trods stigende økonomisk boligbyrde på grund af de stigende realkreditrenter og inflation - indtil videre kun ’udramatiske krusninger på overfladen:
- Men det er desværre nok stilhed før stormen, som ventes at bringe flere tvangsauktioner i løbet af 2023. Godt nok er de danske boligejere i gennemsnit økonomisk særdeles velpolstrede med god betalingsevne, men der er meget voldsomme økonomiske understrømme, der påvirker os i øjeblikket, siger Dansk Industris boligøkonom.
Derfor foreslår Dansk Industri blandt andet at fremrykke allerede vedtagne lempelser af el-afgiften til EU´s mindstesats.