Tyngdekraften virker på boligmarkedet
Salgsprisen på de københavnske ejerlejligheder er faldet med tre procent i august i forhold til måneden før, og med to procent på Frederiksberg
Af Dan Bjerring
Christiansborg
- What goes up, must come down….
Sådan lyder kommentaren fr Dansk Industris boligøkonom, Bo sandberg, til det månedlige markedsindeks fra Boligsiden.dk.
Priserne på ejerlejligheder faldt med 1,6 procent i august, og samtidig er priserne for villaer og rækkehuse dalet med 0,5 procent på landsplan. Og for første gang i lang tid er der en prisudvikling for sommerhuse:
- Tyngdekraften virker på boligmarkedet, og ikke mindst på det københavnske ejerlejlighedsmarked er priserne nu langsomt men sikkert på vej ned. Det var nemlig også ejerlejlighederne i København og på Frederiksberg , der under opturen steg mest i pris, siger Bo Sandberg.
Naturligt tilbagetog
Salgsprisen på de københavnske ejerlejligheder er faldet med tre procent i august i forhold til måneden før, og med to procent på Frederiksberg:
Til gengæld har der i løbet af den seneste måned været en stigning på to procent på salgspriserne for ejerlejligheder i Aarhus Kommune samt en stigning på én procent i Odense Kommune, mens markedet for ejerlejligheder er stagneret i Aalborg Kommune.
- Udover et naturligt tilbagetog fra de meget høje lejlighedspriser i hovedstaden, er reglerne om forældrekøb blevet skærpet, ligesom den kommende skattereform 2024 betyder, at der forventeligt skal betales relativt mere i ejendomsskat for ejerlejligheder i storbyerne sammenlignet med for parcelhuse i provinsen. Og den kendsgerning er allerede begyndt at sætte sig i handelspriserne her 1½ år før skattereformen træder i kraft, mens de fleste boligejere stadig venter på nye ejendomsvurderinger, siger Dansk Industris boligøkonom.
Købers marked i hovedstaden
Det er en tid med stor usikkerhed om renter, priser energi og en generelt stigende inflation, men i det omfang, man i den situation overhovedet kan tale om ’købers marked, er det ifølge Bo Sandberg efterhånden generelt tilfældet øst for Storebælt, og i særdeleshed i Region Hovedstaden:
- Den forventede afmatning på boligmarkedet er nu i gang. Og så længe, vi ikke har set de sidste rentestigninger, har vi heller ikke set de sidste boligprisfald, siger han.
Lommer med lavt boligudbud
Samtidig er det dog vigtigt at sammenholde udviklingen på boligmarkedet med arbejdsmarkedet. For så længe, der er høj beskæftigelse og høj jobsikkerhed, går bunden næppe helt ud af boligmarkedet heller:
- Endelig er der også fortsat lommer af boligmarkedet, hvor et lavt boligudbud fortsat er den vigtigste markør for udviklingen. Det gælder for store dele af markedet for enfamiliehuse vest for Storebælt, i hvert fald lidt endnu, slutter Bo Sandberg.