Udform sålbænken korrekt og undgå skader
Er vinduets sålbænk ikke udformet korrekt, kan det medføre skader, opfugtning og misfarvning på det underliggende murværk. Erfaringsblad tydeliggør problemerne og anviser den rigtige udførelse
En sålbænks primære funktion er at opsamle og bortlede vand fra ovenliggende flader som f.eks. vinduespartier, så regnvand ledes fri af bygningen og ikke opfugter eller misfarver det underliggende murværk. Derfor er det vigtigt, at sålbænken især ved afslutningen mod sidefalsen er udformet korrekt ift. materialets bevægelser, og at der er taget hensyn til fremspring og fald.
- Derved kan skader som f.eks. opfugtning i form af frostskadede sten og fuger samt misfarvning af murværket - som følge af udkrystalliserede salte og alge- og mosvækst - ofte undgås, forklarer Susanne Pouline Svendsen, der er direktør i Fonden Byg-Erfa, der har udgivet erfaringsbladet ’Sålbænke i Murværk’.
Fonden indsamler, bearbejder og formidler byggetekniske erfaringer fra byggeriets praksis og forskning og udgiver flere gange om året erfaringsblade med valideret viden og byggeteknisk korrekte løsninger, der er baseret på erfaringer fra byggebranchen.
Byg korrekt fra starten
Inden valget af sålbænketype, udformningen og materialerne skal der foretages en risikovurdering af, hvor udsat det konkrete hus er ift. vejr og vind, samt hvor god konstruktiv fugtbeskyttelse der er, eksempelvis i form af tagudhæng.
Videre understreger erfaringsbladet vigtigheden af, at sålbænkene bliver udformet, så de kan optage de bevægelser, der opstår pga. facadematerialernes forskellige temperaturbetingede bevægelser:
- Sålbænke med uhensigtsmæssig udformning eller en indbygning, der ikke tager højde for materialernes forskellige egenskaber, kan medføre mange forskellige skader. F.eks. kan mørtelfuger og sten under sålbænken misfarves og nedbrydes, hulmursisoleringen kan gennemvædes af regnvand og medføre opfugtning og vandskader i de underliggende bygningsdele, indvendige vægoverflader under vinduerne kan misfarves og nedbrydes af fugt samt meget mere. Derfor er korrekt udførte sålbænke afgørende for at bevare et sundt hus – og en god ide at udføre korrekt fra starten, siger Susanne Pouline Svendsen.
Skadeforebyggelse, projektering og udførelse
Erfaringsbladet ’Sålbænke i murværk’ rummer mange specifikationer om mulige materialer, disses bevægelser ift. temperatursvingninger, krav til fremspring, fald og typiske skader.
Bl.a. oplyses, at hældningen på en sålbænks overside skal mindst være 15 % (1:7), samt at sålbænke skal have mindst 30 mm fremspring ud over det underliggende murværk, så vand kan dryppe af uden for murens plan. Desuden bør sålbænke være indmuret 30-50 mm i sidefalsen eller alternativt være udformet, så vand ikke kan løbe ud over sålbænkens ender.
- En anden vigtig pointe er, at hvor sålbænke af andet materiale end tegl mures ind i eller stopper ved sidefalsen, skal afslutningen udføres, så temperaturbetingede bevægelser mellem mur og sålbænk kan optages. Sålbænke med vandret underside skal desuden forsynes med en 10-15 mm bred vandnot i undersiden, og bredden af noten afhænger af materialet og notens form, lyder det fra Susanne Pouline Svendsen.
Siden 1977 har Byg-Erfa virket efter retningslinjer udstukket af: Molio, Byggeskadefonden, BvB – Byggeskadefonden vedrørende Bygningsfornyelse, Erhvervsstyrelsen, Forsikring & Pension, Institut for Byggeri, By og Miljø, Aalborg Universitet, Build og Teknologisk Institut.
Sålbænke af forskellige materialer
Metal: Metalsålbænke kan udføres af zink-, kobber-, stål- eller aluminiumplader. Pga. temperaturbevægelser og efterfølgende risiko for udbuling og brud i pladerne frarådes det at udføre metalsålbænke i sammenhængende længder over 1,5 m.
Naturskifer og andre pladesålbænke: Naturskiferplader til sålbænke skal have et lavt indhold af svovlkis og lermineraler for at undgå, at der opstår rustpletter, og for at sikre frostfasthed. Derfor skal der foretages en kritisk visuel udvælgelse og modtagekontrol. Det anbefales desuden at anvende mindst 15 mm tykke plader af højst 1,85 m længde.
Klinker: Det anbefales, at klinker til sålbænke er mindst 18 mm tykke, tørpressede og sintrede med højst to vægtprocent vandoptagelse. Der udlægges en mørtelpude, og klinkerne indmures i fleksibel fliseklæber egnet til udvendig brug. Klinkerne føres 30-40 mm ind i murværket ved falsen og fuges med elastisk fuge.
Rulskifter: I rulskifter skal der typisk anvendes mursten, som er deklarerede til anvendelse i eksponeringsklasse MX3.2, svarende til aggressivt miljø. Det kan være nødvendigt at fugte stenene før opmuring, og den anvendte mørtel skal mindst være kalkcementmørtel i overensstemmelse med stenleverandørens anvisninger.
Beton: Beton og murværk bevæger sig forskelligt ift. fugt og temperatur. Mellem sålbænk og underliggende murværk anbefales det at indlægge glidelag af f.eks. to lag murfolie. Der fuges med elastisk fuge ved sålbænkens ender og overside for at modvirke revnedannelser.
-kj