Udvalg stiller skarpt på ekspropriation

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har i går nedsat Ekspropriationsudvalget, for at se om borgernes retsstilling kan forbedres

Erhvervsminister Brian Mikkelsen har i dag nedsat Ekspropriationsudvalget med advokat Håkun Djurhuus som formand. Ekspropriationsudvalget skal foretage en nærmere undersøgelse af planlovens ekspropriationsbestemmelser.

- Med nedsættelsen af udvalget sætter vi nu gang i et arbejde med at se nærmere på bestemmelserne om ekspropriation i planloven. Ekspropriationsudvalget er sammensat af juridiske eksperter, der skal undersøge ekspropriationsreglerne med fokus på særligt borgernes retssikkerhed, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen.

Følge af bred politisk aftale
Ekspropriationsudvalget nedsættes som opfølgning på aftalen mellem regeringen, S og DF om Danmark i bedre balance fra juni 2016. Udvalget skal undersøge planlovens ekspropriationsbestemmelser med henblik på at se hvilke muligheder der er for at forbedre borgernes retssikkerhed ved ekspropriation, og på hvilke konsekvenser ekspropriationsreglerne har i forbindelse med den nye planlov.

Som en del af undersøgelsen sammenlignes ekspropriation og taksation på henholdsvis det kommunale og det statslige område.
Advokat Håkun Djurhuus:

- Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet i det nye Ekspropriationsudvalg og få kastet lys over de nærmere forhold vedr. ekspropriation efter planloven. Jeg ser frem til samarbejdet med de øvrige udvalgsmedlemmer og konstruktive drøftelser i udvalget, så vi sikrer at planloven og ekspropriationsreglerne virker efter hensigten.

-jhn

 

Fakta:
Ekspropriationsudvalget har følgendes sammensætning:
• Håkun Djurhuus, partner og advokat i Bech-Bruun (formand)
• Charlotte Bigum Lynæs, Chefjurist i Landbrug & Fødevarer
• Ellen Skodborggaard, Advokat i Plesner
• Hans Faarup, landinspektør
• Helle Tegner Anker, Professor ved Københavns Universitet
• Jacob Mchangama, Direktør for Justitia
• Pernille Christensen, Juridisk chef i KL
• Rikke Søgaard Berth, partner i Horten
Ekspropriationsudvalgets undersøgelse forventes afsluttet i starten af 2018.


16/5 2017