Udvider med tre små byggemarkeder i det centrale København
Stark øger sin tilstedeværelse i det centrale København med nyt shop-koncept på Østerbro, Frederiksberg og Amager, hvor kunderne får nem og lokal adgang til alt fra søm og skruer til værktøj og maling, udlejning og levering
Et byggemarked behøver ikke være en kæmpe forretning i et industrikvarter uden for byen. Det kan også være en mindre butik placeret lige dér, hvor mange mennesker bor og arbejder. Med et nøje udvalgt varesortiment, der matcher håndværkernes og gør det selv-folkets umiddelbare behov og samtidig giver mulighed for hurtig levering af det, der ikke findes i de små butikker.
Det er idéen bag byggemarkedskæden Starks nye shop-koncept, der får navnet Stark shop, og i første omgang omfatter tre nye butikker. Flere er på vej.
De to første åbner i begyndelsen af december som et supplement til de 67 store og traditionelle byggemarkeder, som byggevarekæden råder over. I begyndelsen af det nye år følger en tredje shop.
- Vores nye koncept er et naturligt svar på den urbanisering, der foregår i det centrale København i disse år. Byen fortættes med flere indbyggere, og så er der ikke længere plads til de helt store byggemarkeder. Ved at åbne mindre butikker, der passer ind i lokalmiljøet, kan vi fortsat være til stede, hvor mange af vores kunder bor og arbejder. De sparer tid og dermed penge, når de kan handle i en Stark Shop, der bogstaveligt talt ligger lige rundt om hjørnet, siger kommerciel direktør Poul Willadsen.
Hver nye shop får en størrelse på ca. 200 m2 med et sortiment, der indeholder alt fra søm og skruer til maling og værktøj. Gennem bestilling i butikken eller online på stark.dk, giver en Stark Shop samtidig kunderne adgang til alle kædens varer og byggematerialer.
Derudover yder de mindre butikker også services som rådgivning, udlejning af hånd- og elværktøj samt leveringsservice. Bestilte varer leveres hurtigt og direkte til kunden eller byggepladsen – eller til afhentning i butikken.
- På den måde vil især professionelle håndværkere opleve den lokale Stark Shop som en afhenterforretning – bare uden drive-in. Håndværkerne i København vil også opleve, at de aldrig er mere end få minutter fra den nærmeste Stark, forklarer regionsdirektør i København, Lasse Frederiksen.
Bæredygtige varer og indretning
I første omgang åbner der to Stark Shop'er på Falkoner Allé 75 på Frederiksberg og på Amagerbrogade 73 på Amager. I begyndelsen af det nye år følger den tredje shop på Øster Farimagsgade 23 på Østerbro.
I tråd med kædens fokus på bæredygtighed vil de lokale butikker tilbyde et bredt udvalg af bæredygtige varer, som eksempelvis Svanemærkede døre. Indretningen er udført med inventar af genbrugsmøbler og Gentræ, Starks eget koncept for genbrug af overskudstræ fra byggepladser.
Åbningstiderne bliver fra kl. 8 til 17.30 på hverdage og fra kl. 9 til 15 om lørdagen.
-los