LCA
LCA
scroll
Ulovligt arbejde på byggeplads i Holbæk

Ulovligt arbejde på byggeplads i Holbæk

På en byggeplads traf myndighederne på to mænd på 26 og 59 år fra Serbien, men med kroatiske opholdstilladelser

Af Dan Bjerring

Midt- og Vestsjællands Politi rykkede i sidste uge i samarbejde med både Arbejdstilsynet, Skattestyrelsen og Styrelse for International Rekruttering og Integration (SIRI) på en fælles aktion med fokus på kontrol af udenlandsk arbejdskraft på byggeplader.

På en byggeplads i den sydlige del af Holbæk traf myndighederne to mænd på 26 og 59 år fra Serbien, men med kroatiske opholdstilladelser.

Ved en nærmere kontrol af dem viste det sig, at der ikke var orden i deres papirer omkring udstationering ved et arbejdsforhold i Danmark, så begge mænd blev anholdt og sigtet for overtrædelse af udlændingeloven om ulovligt arbejde i Danmark.

Begges sager blev straks afgjort efter afhøringen, hvorefter de begge blev løsladt, men med såkaldt meldepligt hos politiet, indtil Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, hvorvidt de to serbere skal udvises af Danmark med et indrejseforbud.

Arbejdsulykke
Politiet rykkede ligeledes i sidste uge ud til en arbejdsulykke i Høng ved Kalundborg, hvor en person kom til skade i forbindelse med opstilling af et stillads. Den tilskadekomne - en 73-årig mand fra Høng - blev bragt til et sygehus, hvor han blev indlagt til behandling.

Den 73-årige havde deltaget i opstillingen af stilladset og havde i den forbindelse trådt på en stilladsplade, der vippede, så han faldt ned fra 1,5 – 2 meters højde.

Arbejdstilsynet blev underrettet og ankom til stedet for at foretage undersøgelser i samarbejde med politiet, så det senere kan afklares, hvorvidt nogen kan drages til ansvar for ulykken.

17/9 2023