Uniplan Danmark søger koncernleder Morten Wrem og Hamed Alaei, stiftere af Uniplan Danmark

Uniplan Danmark søger koncernleder

På mindre end tre år har undergulvsfirmaet Uniplan Danmark skabt en årsomsætning på 120 mio. kr. Nu søges ledelsen udvidet med en CEO, der skal styre virksomheden til næste niveau

- Ansættelsen af en CEO er det logiske og nødvendige næste skridt i vores udvikling, der har været eksplosiv siden vi startede. Vi har en størrelse nu, hvor der er brug for ekstra kompetencer i ledelsen og derfor har vi bedt Sabroe Selection om at hjælpe med at finde en CEO, der kan konsolidere Uniplan Danmark og føre virksomheden til næste niveau, siger Morten Wrem, der er den ene ejer af Uniplan.

Den nye CEO vil få det overordnede ansvar for den daglige ledelse, koncernens drift og resultat med reference til selskabets bestyrelse. I dag består ledelsen af Morten Wrem og Hamed Alaei, der i den nye ledelsesstruktur skal fungere som hhv. udviklingsdirektør og driftsdirektør.

- Vi har været dygtige til at løfte virksomheden frem til dette niveau. Med den nye ledelsesstruktur kan vi begge koncentrere os om de områder, hvor vi har vores individuelle styrker. Jeg glæder mig personligt til at bruge endnu flere kræfter på udvikling og vores samarbejde med ingeniørfirmaerne, så vi kan løfte de strategier og fremtidige planer, vi har for virksomheden, uddyber Morten Wrem.

Den nye CEO får blandt andet til opgave at udarbejde og styre selskabets overordnede strategi på Sjælland og i Jylland, men skal også optimere virksomhedens struktur, processer og økonomiværktøjer og sikre at funktioner strømlines og integreres i den daglige drift.

- Vores nye CEO skal være ambitiøs, skarp og klar til at stige ombord i en virksomhed i fuld fart fremad. I november satte vi igen rekord med en omsætning på 12,7 mio. kr. og vi har lukket aftaler for 100 mio. kr. i 2018 så vores samlede årsomsætning næste år kommer ikke under 120 mio. kr. Der bliver nok at se til for hele ledelsen, siger Morten Wrem.

Se hele stillingsopslaget her

Uniplan Danmark
Uniplan Danmark leverer undergulve til store byggeprojekter. Der udføres slidlag, tyndpuds og gulve af EPSbeton. Materialerne til lyd- og varme-isolerende gulve pumpes direkte ind i lejligheder og kontorer i op til 20 etagers højde, hvor gulvene afrettes.

Etableringen af Uniplan Danmark er en historie om succesfulde danske iværksættere. Uniplan Danmark tilfører kvalitetsløsninger til dansk byggeri. Virksomheden står solidt på markedet med en lang række projekter, der er gennemført tilfredsstillende.

Direktion
Morten Alexis Wrem og Hamed Alaei

Bestyrelsesformand
Steffen Rasmussen (Junkbusters)

Uniplan Danmark beskæftiger 62 medarbejdere med en omsætning på 100 mio. kr. i 2017 og 120 mio. kr. i 2018

Uniplan Danmark har åbnet afdeling i Fredericia med ordrer for 40 mio. kr. i Jylland

Se referencer her

- eca

24/11 2017