Vedligeholdelse af sygehuse sejler uden styringDer investeres enorme summer i sygehusbyggerier, men regionerne har ikke styr på tingene.

Vedligeholdelse af sygehuse sejler uden styring

Folketinget har modtaget en voldsom kritik fra Statsrevisorerne om regionernes manglende styring af sygehusbygninger

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Danske Regioner fik i 2014 udarbejdet en analyse, der viste, at en tredjedel af regionernes sygehusbygninger er nedslidte og trænger til vedligeholdelse.

Det påpeges i rapporten fra Statsrevisorerne, at der, hvis sygehusbygningerne ikke vedligeholdes tilstrækkeligt, er en risiko for, at udgifterne til drift og vedligeholdelse af bygningerne bliver større end nødvendigt, ligesom nedslidte bygninger også kan have negative konsekvenser for patienter og ansatte.

Bortset fra Region Hovedstaden har ingen regioner en tilfredsstillende styring af vedligeholdelsen af sygehusbygningerne.

Mangler fælles standarder
Det finder Statsrevisorerne utilfredsstillende og efterlyser, at Sundhedsministeriet og Danske Regioner tager initiativer til at etablere fælles retningslinjer for regionernes vedligeholdelse af sygehusbygninger, data for bygningernes tilstand og langsigtede planer for vedligeholdelse.
Ifølge Statsrevisorerne er der tre overordnede udfordringer:

- INGEN af de fem regioner har fælles standarder for vedligeholdelse af udvendige bygningsdele og tekniske installationer.

- Kun Region Hovedstaden har tilstrækkelige bygningssyn.

- Kun Region Hovedstaden har et tilfredsstillende overblik over bygningstilstanden og prioriterede oversigter over kommende arbejder i en langsigtet plan for vedligeholdelsen af sygehusbygningerne.

Bygger for 51 milliarder i årene 2010-2026
Regionerne er som sygehusejere blandt landets største bygningsejere. De eksisterende sygehusbygninger har en bogført værdi på cirka 36 milliarder kroner (2021-priser), og de udgør cirka 4,8 millioner kvadratmeter. Omkring 85 procent af bygningsmassen er i dag over 10 år gammel.

Regionerne bygger sygehuse for cirka 51 milliarder kroner (2022-priser) i perioden 2010-2026. Derudover har regionerne en række bygge- og ombygningsprojekter.

Regionerne har allerede taget flere af de nye sygehuse i brug, og de forventer derudover at tage omkring én million kvadratmeter i brug frem mod 2030.

Større udgifter end nødvendigt
Der er ikke mindst problemer med bygningernes tekniske installationer - som vandrør og ventilationssystemer:

- Konsekvensen kan blive, at sygehusbygningerne bliver så nedslidte, at de fremtidige udgifter til at drive og vedligeholde bygningerne bliver større, end de behøver at være, konkluderer Statsrevisorerne.

Samlet vurderer Rigsrevisionen, at der er behov for retningslinjer for vedligeholdelse af sygehusbygninger, bedre data for bygningstilstanden og langsigtede planer for vedligeholdelse.

Læs rapporten fra Statsrevisorerne på nedenstående link

https://www.ft.dk/samling/20222/almdel/SUU/bilag/8/2642755.pdf

6/1 2023