Vejasfaltøren har i 25 år skabt sikre veje- Jævne, sikre veje og cykelstier tager de fleste trafikanter for givet. Man glemmer let, at der ligger teknisk kunnen og mange timers hårdt fysisk arbejde bag, lyder det fra asfaltindustrien.

Vejasfaltøren har i 25 år skabt sikre veje

De fleste tager det for givet at færdes på sikre veje og cykelstier, mens de færreste tænker over, hvem der rent faktisk sørger for, at vi kommer trygt og godt fra A til B. Det gør vejasfaltørerne, der kan fejre 25 års jubilæum

I år er det 25 år siden, at den første vejasfaltør blev udklækket fra skolen i Ulfborg ved Holstebro. For 27 år siden var der ingen faglig uddannelse for asfaltarbejdere i Danmark, men for at gøre branchen mere attraktiv for unge, fastholde dygtige medarbejdere og hæve det faglige niveau, blev vejasfaltøruddannelsen oprettet.

Den praktisk orienterede uddannelse, der sørger for sikre veje, har været en stor succes. Dét fejrer Mercantec, 3F og Asfaltindustrien den 16. august på Byggetek Ulfborg Kjærgaard, hvor mere end 200 elever, lærere, skuemestre og samarbejdspartnere er inviteret til jubilæumsfest.

Kræver teknisk kunnen
Skolen uddanner årligt omkring 25-30 unge asfaltarbejdere, hvilket indtil nu er blevet til 628. Ifølge Anders Hundahl, adm. direktør i Asfaltindustrien, er det et enormt vigtigt erhverv, som mange bilister og cyklister glemmer, når de færdes på de sikre veje i Danmark.

- Jævne, sikre veje og cykelstier er noget, de fleste trafikanter tager for givet. Man glemmer let, at der ligger teknisk kunnen og mange timers hårdt fysisk arbejde bag - en anerkendelse, som vejasfaltørerne fortjener. Uden vejnettet ville vores infrastruktur se helt anderledes ud, og derfor er vi enormt stolte over de unge mennesker, der vælger at uddanne sig inden for faget, så vi alle kan komme sikkert fra A til B, siger Anders Hundahl.

En uddannelse der giver mening
Uddannelsen til vejasfaltør har været en stor succes. Én af dem, der har fået øjnene op for erhvervet, er 23-årige Frederik Salomon Ballegaard. Efter 9. klasse har han forsøgt sig som både brolægger og slagter, men har nu fundet sig til rette i vejasfaltøruddannelsen, der kan give ham netop det, han søger; en praktisk orienteret uddannelse, hvor næsten 75 procent af uddannelsesforløbet er i praktik.

- Jeg har aldrig været god til at gå i skole, og nogle undervisningsdage kan være lange, men andre dage er vi ude for at lære noget, og det giver mening for mig. Jeg er lidt af en bulderbasse og vil bare gerne derudaf, men jeg tror, jeg bliver i faget i mange år. At blive vejasfaltør har gjort noget ved mig. Jeg er virkelig glad for det, fortæller Frederik Salomon Ballegaard.

Når dagens program bliver skudt i gang den 16. august på Byggetek Ulfborg Kjærgaard, er Frederik blandt de mere end 200 branchefolk, der skal fejre uddannelsens 25-års jubilæum.

-jhn

Fakta om uddannelsen til vejasfaltør
For at blive vejasfaltør skal man være fyldt 18 år, have kørekort og indgået en uddannelseskontrakt med et godkendt asfaltfirma. Uddannelsen varer to år, hvoraf 24 uger er skoleophold og omkring 70 ugers praktik.

9/8 2019
  • Klager over grusgravning er sjældent opsættende

    Klager over grusgravning er sjældent opsættende

    byggeri ›I perioden 2021 til og med 31. juli 2026 har der været 172 klagesager om råstofindvinding. Kun 59 af sagerne har klagen haft opsættende virkning
  • Kommuner snyder elever for juniormesterlære

    Kommuner snyder elever for juniormesterlære

    byggeri ›En ny analyse fra SMVdanmark viser tydelige forskelle på, hvor meget kommunerne bruger juniormesterlære. Kommuner med mange elever, der ikke består dansk og matematik, har meget få elever i juniormesterlære
  • Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    Aart får ansvaret for stor opdatering af Rosenborg Slot

    byggeri ›Slottet får et nyt underjordisk skatkammer, moderne publikumsfaciliteter og en delvis genskabelse af den historiske voldgrav. Nu har et bedømmelsesudvalg udpeget Aart som vinder af arkitektkonkurrencen om Rigets nye skatkammer
  • LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    LLO kræver huslejeloft og udlejerautorisation

    politik ›Folketinget har vedtaget en ny lov, der gør det lettere at bygge almene boliger i de store byer - trods høje grund- og byggeomkostninger
  • Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    Urimelig og voldsom konsekvens af burgerbesøg

    politik ›Skatteministeren mener, at der skal være proportionalitet mellem forseelse og sanktion. ”Det kan opleves urimeligt og voldsomt, når en mindre overtrædelse kan medføre krav om efteropkrævning af hele registreringsafgiften på flere hundrede tusinde kroner”
  • Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    Ny bydel i Nordhavn får egen folkeskole

    byggeri ›I takt med at den kommende bydel på Levantkajen i Nordhavn tager sin form, skal der bygges en topmoderne folkeskole. Nogle af pengene til at etablere den nye folkeskole skal findes med budget 2027
  • En tur igennem byggelovens historie

    En tur igennem byggelovens historie

    byggeri ›Et stort bogværk samler hele byggelovens historie: Fra affaldsproblemer i middelalderen til brandsikring i 1700-tallet og til nyere tiders fokus på energiforbrug i bygninger og byer
  • Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    Konkurser i byggeriet (Uge 35/2026-2)

    byggeri ›BygTek.dk bringer her et udpluk af de i Statstidende registrerede konkurser i byggebranchen de seneste uger