Vejen skal også være sikker arbejdsplads for polakker Vejen som Arbejdsplads findes nu på både dansk, engelsk og polsk. Vej-EU, der er vejsektorens efteruddannelse, vurderer løbende, om andre sprog skal på listen.

Vejen skal også være sikker arbejdsplads for polakker

Vej-EU gennemfører løbende kurser for danske vejarbejdere, så de kan passe på sig selv og på trafikanterne. Nu kan også medarbejdere fra Polen blive certificeret i sikker ageren på de danske veje

De personligt appellerende kampagner med ’Pas på min far!’ og ’Sænk farten!’ er ikke for sjov. De handler om dem, der som profession bygger veje for os, og som selvfølgelig gerne vil nå sikkert hjem fra arbejde hver dag.

- Kampagnerne har åbnet øjnene og lettet foden på speederen - og vel også branded vejen som arbejdsplads hos danskere. Budskabet ligger i smuk forlængelse af arbejdet med at uddanne medarbejderne i at passe på sig selv og andre, som er kerneprodukt i Vej-EU, fortæller Eva Kartholm, der er sekretariatschef i vejsektorens efteruddannelse.

I takt med at der på danske anlægsprojekter kommer stadig flere medarbejdere fra udlandet, er det oplagt også at udbyde kurser til den store gruppe af medarbejdere, der ikke forstår dansk.

- Vi sætter i første omgang fokus på Vejen som Arbejdsplads på polsk og engelsk. Herefter vurderer vi løbende behovet og ser, om vi bør følge op med andre sprog, tilføjer hun.

Et ønske fra danske entreprenørvirksomheder
Antallet af udenlandske medarbejdere er siden 2008 mere end fordoblet i bygge- og anlægsbranchen under et. Hvor der i 2008 var cirka 6500 udlændinge i bygge og anlæg, er der nu godt 15.000, der pendler fra udlandet.

En stor del af dem er polske medarbejdere, og på den baggrund har Vej-EU besluttet at imødekomme et ønske fra danske entreprenørvirksomheder om kurser for denne gruppe medarbejdere.

Vejdirektoratet har siden 1. januar 2004 krævet, at alle, der arbejder på eller langs statsejede veje, skal have gennemført kurset Vejen som Arbejdsplads inden for de sidste 5 år. Det samme krav stiller en række kommuner til deres entreprenører og egne medarbejdere.

- På kurserne hjælper vi med at skærpe alles opmærksomhed om de situationer, der kan opstå i konflikten mellem udførelse af arbejde og afvikling af trafik. Der er tre hovedmål: At øge sikkerheden for alle, der arbejder på vejene i Danmark, at sikre en fornuftig trafikafvikling uden at gå på kompromis med sikkerheden for dem, der arbejder på vejen og endelig at sørge for, at medarbejderne er godt hjemme i det formelle regelgrundlag, der regulerer området, pointerer Eva Kartholm.

-los

11/2 2021