Venstre afviser kritik af takstnedsættelse på StorebæltKristian Pihl Lorentzen mener ikke, at takstnedsættelsen på Storebæltsforbindelsen får negative konsekvenser or andre forbindelser

Venstre afviser kritik af takstnedsættelse på Storebælt

Der er allerede fjernet cirka ni milliarder korner fra Storebælt, som er overført til Infrastrukturfonden. ”Partierne har et standpunkt, til de tager et nyt”, mener Kristian Pihl Lorentzen (V)

Af Dan Bjerring, Christiansborg

Regeringens udspil til en 25 procent reduktion af Storebæltstaksterne glæder Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen, der siger til BygTek, at ”Storebæltsforbindelsen er et af de mest succesfulde danske infrastrukturprojekter nogensinde”:

- Den har gjort os rigere som nation, og vort land bindes bedre sammen, Taksten er en nødvendig barriere for den fri bevægelighed, men der er en restgæld, som skal betales tilbage. Der er også et hensyn at tage til de færger, vi vil have, syd og nord for Storebæltsforbindelsen. Men jeg er glad for, at det nu kan lade sig gøre at sænke taksterne mærkbart, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Ingen tilståelsessag
Han afviser, at der er tale om en tilståelsessag i forhold til, at Storebæltsforbindelsen - i modsætning til de oprindelige politiske løfter - er blevet en ren pengemaskine i form af en vejskat. Der er allerede fjernet cirka ni milliarder kroner fra Storebælt, som er overført til Infrastrukturfonden:

- De penge bruges til infrastruktur rundt om i Danmark. Det blev der ikke lagt skjul på. Det er meget mere betænkeligt, når man tager penge fra Storebælt og bruger dem til nogle andre formål end infrastruktur. Der er truffet en ny politisk beslutning i bred enighed i Folketinget om ikke at overholde løftet om, at indtægter fra Storebælt ikke skal anvendes til andre ting. Partierne har et standpunkt, til de tager et nyt, og derfor er politikken nu, at Storebæltsforbindelsen skal tilbagebetales, men trafikvæksten er nu så stor, og økonomien er så robust, at vi kan sænke takstern, siger Kristian Pihl Lorentzen videre.

Har ikke betalt for meget
Han afviser, at takstnedsættelsen blot beviser, at bilisterne tidligere har betalt for meget:

- Havde vi sænket taksten 25 procent for fem år siden, havde vi ikke haft råd til at sænke taksten nu, fordi gælden var vokset. Vi har høvlet gælden af, og nu er den gode nyhed, at det bliver billigere for danskerne at komme over Storebælt, siger Venstres transportordfører.
Socialdemokraternes transportordfører Rasmus Prehn frygter, at takstnedsættelsen på Storebælt får negative konsekvenser for økonomien i Femernforbindelsen, men det afviser Kristian Pihl Lorentzen:

- Det sker ikke med en takstnedsættelse i det niveau. 25 procent lavere takster er gangbart, uden at det svækker hverken Femernforbindelsen eller færgeforbindelserne over Kattegat slutter Kristian Pihl Lorentzen.

24/8 2017