Vestjysk entreprenør bliver en del af idverde DanmarkFra Grundlægger og ejer, Lauge Bond (tv) med medejer Uffe Bjerg (th).

Vestjysk entreprenør bliver en del af idverde Danmark

idverde Danmark udvider nu sin forretning med et køb af entreprenør- og anlægsgartnervirksomheden Lauge Bonde. I forvejen består idverde Danmark også af søsterselskaberne OKNygaard, Malmos og Grøn Vækst

Anlægsgartnergruppen idverde, der også består af søsterselskaberne OKNygaard, Malmos og Grøn Vækst, kan nu byde endnu et medlem velkommen til gruppen - nemlig den vestjyske entreprenør Lauge Bonde og virksomhedens 35 ansatte.

- Lauge Bonde er en stærk partner inden for anlæg med en tæt kontakt til det midt- og vestjyske marked. Virksomhedens profil passer godt ind i vores strategi om at blive Danmarks førende partner i naturbaserede løsninger til udemiljøer og landskaber. Med utallige krav til nutidens klimaløsninger og grønne byrum ser vi et kæmpe potentiale i en mere totaløkonomisk tænkning, hvor vi fra starten af et anlægsprojekt kan indtænke driften, siger Morten Dohrmann Hansen, der er landechef i idverde Danmark.

- Fremtiden byder på både større og mere komplekse opgaver, hvor der stilles krav om viden og indsigt i alle aspekter af den moderne bæredygtighedstænkning. Vi skal bl.a. kunne levere CO2-budgetter, grønne regnskaber og leve op til EU-taxonomien. Tendensen ses også hos de store landsdækkende virksomheder, som efterspørger én leverandør, der kan løse den samlede opgave, uanset hvor i landet opgaven skal udføres og uanset om fokus er øget biodiversitet, klimatilpasning, klassisk grøn drift, vintertjeneste eller udviklingen af tiltag for at nedbringe ressourceforbruget. Med Lauge Bonde ApS står idverde stærkt, uddyber han.

Også Uffe Bjerg og Lauge Bonde, medejere i Lauge Bonde ApS, glæder sig over salget og ser det som det næste naturlige skridt i bestræbelserne på at skabe en virksomhed, der fortsat kan matche markedet og udnytte den stigende efterspørgsel på byggeri og anlæg.

- Vi vil gerne stå stærkt som en grøn entreprenør og ikke mindst bruge vores faglige viden om jordhåndtering, nedknusning og udnyttelse af lokale råstoffer. Som en del af idverde kan vi trække på kompetencer fra seks forskellige lande, vi kan tilbyde kunderne bedre løsninger og løse større projekter end tidligere, ligesom vi kan give vores medarbejdere en større tryghed og jobsikkerhed, slutter Lauge Bonde.

-tmk

7/11 2022