Videnscenterchef med bæredygtige ambitionerIver Gaarsted er oprindelig uddannet elektronikmekaniker og svagstrømsingeniør. Senere har han tilføjet uddannelserne HD i organisation og ledelse og pædagogikum.

Videnscenterchef med bæredygtige ambitioner

Iver Gaarsted er den 1. december tiltrådt som chef for Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri med base på Learnmark Horsens. Videnscentrets aktiviteter bliver landsdækkende

Kontoret, hvor Iver Gaarsted lægger de første planer for at gøre tankerne om det nye Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri til virkelighed, har næsten tomme hylder, og der mangler billeder på væggene. Det personlige præg på videnscentrets base på Learnmark Horsens må vente. Den nye videnscenterchef, som er startet den 1. december, har haft travlt fra første arbejdsdag.

- Driften af videnscentret er et samarbejde mellem Learnmark Horsens, Roskilde Tekniske Skole og Den jydske Haandværkerskole. Det var derfor vigtigt for mig, at vi hurtigt mødtes for sammen at drøfte rammer, retning, og hvordan vi får virkeliggjort planerne om de mobile teknologicentre, fortæller Iver Gaarsted.

Mobile teknologicentre (MTC)
Kernen i videnscentret bliver to mobile teknologicentre, som i daglig tale bliver forkortet MTC. De skal sikre, at elever på landets erhvervsuddannelser får adgang til den nyeste teknologi inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri.

- Vi skal nu have sat gang i samarbejdet med både undervisere, ledere, leverandører og interessenter, så vi får fyldt MTC´erne med den nyeste teknologi inden for området og motiverende læringsforløb. Målet er, at videnscentret skal være innovativ trendsetter, at underviserne skal være eksperter, og at vi uddanner eftertragtede håndværkere med stor viden inden for centrets virkeområde, understreger videnscenterchefen.

Visioner for fremtiden
Han sprudler af idéer til indholdet i de to MTC´er, hvor den ene skal sætte fokus på forskellige byggemetoder og byggematerialer, der understøtter videnscentrets formål. Den anden skal fokusere på den nyeste teknologi inden for f.eks. overvågning, styring og bygningsautomatik. Idéerne til indholdet af de to MTC’er er udviklet i samarbejde mellem de tre partnerskoler.

- Mit mål er, at videnscentret om tre år er en eftertragtet database for alt det nyeste inden for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri, og at vi formidler den med udgangspunkt i motiverende didaktik og pædagogik. Vi skal have et stærkt samarbejde med landets erhvervsskoler, leverandører og andre eksterne samarbejdspartnere, så vi kan samarbejde og udfordre erhvervslivet og være trendsættende inden for vores felt, slår Iver Gaarsted fast.

En fed udfordring
Iver Gaarsted, 55 år, er oprindelig uddannet elektronikmekaniker og svagstrømsingeniør. Senere har han tilføjet uddannelserne HD i organisation og ledelse og pædagogikum. Han har blandt andet være chef i Siemens division for bygningsautomatik, leder af efteruddannelse inden for organisation og ledelse på det nuværende Mercantec, og han har været med til at bygge automatikuddannelsen op samme sted. Derudover har han gennem årene haft job som driftsleder, projektleder, udviklingschef og salgschef.

De seneste 12 år har han været direktør i Gaarsted træning & udvikling, som blandt andet arbejder med strategi-, kultur-, medarbejder-, organisations- og ledelsesudvikling.

- At være med til at bygge videnscentret op fra bunden er så fed en udfordring, at jeg ikke kunne lade være med at sige ja til jobbet. Det tricker mig at være med fra starten i et så visionært projekt, hvor jeg sammen med mange samarbejdspartnere skal formidle viden om bæredygtigt byggeri i hele landet, og hvor målet er at uddanne dygtige håndværker. Samtidig ønsker jeg at sætte fokus på at løfte erhvervsuddannelsernes image, så flere vælger de håndværksmæssige uddannelser, siger Iver Gaarsted.

Videnscenter for bæredygtighed, klimarenovering og byggeri er et af ni videnscentre, som aftalekredsen bag erhvervsuddannelsesreformen har besluttet at etablere inden for erhvervsuddannelserne. Centrene skal blandt andet bidrage til at elever i erhvervsuddannelserne kan håndtere den hastige teknologiske udvikling og matche de kompetencer, som virksomhederne efterspørger på et digitalt arbejdsmarked.

De otte andre videnscentre er:

Håndværk – design og arkitektur (et center)
- Next (værtsskole), Mercantec og Techcollege

Automation og robotteknologi (to centre)
- Syddansk Erhvervsskole (værtsskole), Herningsholm og EUC Syd.
- Techcollege (værtsskole), Mercantec, TEC, EUC Nordvest og Next

Velfærdsteknologi (to centre)
- SOSU Nord (værtsskole), SOSU Fredericia – Vejle – Horsens og SOSU Fyn
- SOPU (værtsskole) og SOSU C

Procesteknologi (et center)
- EUC Lillebælt (værtsskole) og Kold College

Digital handel (et center)
- Aarhus Business College (værtsskole) og 11 partnerskoler

Databaseret service og forretningsudvikling
- IBC International Business College (værtsskole) og 14 partnerskoler

Kilde: uvm.dk

-los


15/12 2017