Vinderen af dimittendpris
Den nyuddannede bygningskonstruktør Rasmus Gandrup bliver den første modtager af Konstruktørernes Dimittendpris 2017\r\n
Den nyuddannede bygningskonstruktør Rasmus Gandrup bliver den første modtager af Konstruktørernes Dimittendpris, som overrækkes i Herning den 24. oktober 2017. Han får prisen, fordi han i sit bachelorprojekt har vist en innovativ og undersøgende tilgang til nye konstruktionssystemer i massivt træ, som endnu er ukendte i Danmark.
- Prisvinderen viser en vilje til at eksperimentere med ny teknologi og metoder i byggeriet, som ligger ud over det sædvanlige og tillærte.
Det siger chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder Peter Andreas Sattrup om den nyuddannede bygningskonstruktør Rasmus Gandrup, der af en priskomite med repræsentanter fra byggebranchen netop er udpeget som vinder af Konstruktørernes Dimittendpris 2017.
Konstruktørernes Dimittendpris, der er indstiftet af Konstruktørforeningen (KF) i anledning af bygningskonstruktøruddannelsens 50-års jubilæum, består af 10.000 kr. og et års frikontingent. Prisen uddeles for første gang den 24. oktober i Herning på Hotel Eyde i forbindelse med, at KF afholder den årlige Konstruktørdag for sine medlemmer.
Innovativ tilgang til et nyt byggemateriale
34-årige Rasmus Gandrup, der er uddannet på Professionshøjskolen VIA University College Aarhus, er udvalgt blandt seks nominerede dimittender, der hver især er blevet indstillet af deres uddannelsesinstitution på grundlag af det afsluttende bachelorprojekt.
Rasmus Gandrup fokuserer i sit projekt på tekniske muligheder og begrænsninger ved at bygge med CLT-elementer - som er et nyt, let byggemateriale af massivt træ, der endnu er ret ukendt i Danmark, men som bliver brugt mange steder i verden - bl.a. til at bygge højhuse af træ med.
Om priskomiteens valg af Rasmus Gandrup siger direktør i Dansk Byggeri Michael H. Nielsen:
- Det var et felt med meget kvalificerede kandidater, som lå i hårfin konkurrence, da vi nåede frem til mållinjen. Det, der afgjorde, at vi valgte Rasmus Gandrups projekt, var både hans innovative tilgang, hvor han udfordrer sig selv og byggeriet med et nyt produkt, og hans overbevisende dokumentation af de egenskaber og forhold, man byggeteknisk og konstruktionsmæssigt skal tage højde for ved anvendelse af et nyt produkt i byggeriet.
Højt niveau for de nominerede
Om de indstillede seks kandidater siger Peter Andreas Sattrup:
- De nominerede projekter har alle haft et højt niveau, og det er forfriskende, at de viser så mange forskellige tilgange til faget. Nogle går tæt på arkitektfaglige problemstillinger, mens andre peger i retning af ingeniør- eller entreprenørmæssige udfordringer. Tilsammen viser de en stor bredde og sætter også en fed streg under konstruktørernes rolle som teknikere, der kan knytte byggeriets værdikæde sammen.
Om baggrunden for Konstruktørernes Dimittendpris siger KF-formand Gert Johansen:
- Konstruktørforeningen ønsker at synliggøre uddannelsen og professionen endnu mere ved at hædre en talentfuld, nyuddannet bygningskonstruktør. Med prisen ønsker vi også at understrege, at kvalitet, innovation og effektive byggeprocesser er afhængige af fagfolk med stærke kompetencer og en god uddannelse.
Vinderen af Konstruktørernes Dimittendpris 2017 er udpeget af en priskomite, som består af: Peter Andreas Sattrup, chefkonsulent i Danske Arkitektvirksomheder, Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, Henrik Garver, direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Maria Bernard Riise, formand for KF’s uddannelsesudvalg, Lisbeth Fjordvald, formand for KF’s byggepolitiske udvalg og Gert Johansen, formand for KF.
-kj