Vinderne af forårets store Gør Det Selv Mesterskab er fundet- Vi er overvældede over, hvor mange mennesker, der har deltaget i Gør Det Selv Mesterskabet og niveauet har været virkelig højt, lyder det fra Silvan

Vinderne af forårets store Gør Det Selv Mesterskab er fundet

I går blev tre af Danmarks absolut bedste og mest kreative gør-det-selv-projekter hædret ved kulminationen på Silvans store Gør Det Selv Mesterskab, hvor 2500 projekter har deltaget

Rundt omkring i de danske hjem bliver der snedkereret, svejset og malet på livet løs. Danskerne er europamestre i gør-det-selv. Og den seneste måned har byggemarkedskæden Silvan sat spot på danskernes håndværksmæssige færdigheder og originale idéer med afholdelsen af landets første Gør Det Selv Mesterskab.

I går blev tre af de absolut bedste gør-det-selv-projekter hyldet, da de blev kåret som vindere af kategorierne ’Bedste idé’, ’Den bedste udførelse’ og ’Den havde vi ikke lige set komme’. Med titlerne følger en samlet præmiesum på 45.000 kr.

Vinderne
Prisen for ’Bedste idé’ gik til et multifunktionelt terrasseprojekt i Silkeborg med smarte opbevaringsløsninger, flytbare drinksborde og plads til stangtennis. ’Den bedste udførelse’ stod Klaus Mogensen fra Spentrup for med sit veludførte udekøkken, mens en fantasifuld ombygning af en lejlighed i Aarhus til en moderne tidsmaskine løb med ’Den havde vi ikke lige set komme’.

Stor skabertrang
Siden Silvan skød det landsdækkende Gør Det Selv Mesterskab i gang i begyndelsen af marts, er det strømmet ind med finurlige og imponerende løsninger og projekter fra gør-det-selv-begejstrede danskere. Af de mange tusind indsendte projekter gik 20 videre til en jurybedømmelse. Her har eksterne eksperter og en række af Silvans gør-det-selv-kyndige medarbejdere arbejdet på højtryk for at finde de tre vindere.

- Vi har virkelig været på arbejdet. Det har været meget vanskeligt at udpege de tre vindere blandt de mange originale og veludførte løsninger, der er blevet indsendt. I udvælgelsen har vi haft fokus på det solide håndværk, innovative løsninger og kreativitet, fortæller stylist, indehaver af Retro Villa og jurymedlem Mette Helena Rasmussen og fortsætter:

- Alle vinderprojekterne har været gennemsyret af en kreativ og idérig skabertrang. Det er jo en virkelig god idé at bygge én stor terrasse, hvor alt, man har brug for, er lige inden for rækkevidde og nemt kan ryddes af vejen. Og når man ser en lejlighed, hvor der er brugt tusindvis af timer på at ombygge alle rum til en fantasifuld tidsmaskine, så kan man ikke andet end at blive imponeret.

Kreativitet og håndværk i særklasse
Hos Silvan har de været spændte på at se, hvad der dukkede op i løbet af konkurrencen. Og resultatet har bestemt ikke skuffet.

- Vi er overvældede over, hvor mange mennesker, der har deltaget i Gør Det Selv Mesterskabet. Niveauet har på alle parametre været virkelig højt og bekræfter i den grad, at danskerne er helt fremme, når det kommer til at gøre det selv. I Silvan er vi vilde med gør-det-selv, og derfor bliver vi rigtig stolte og glade, når vi ser de mange projekter, som danskere går og nørder med i deres fritid, fortæller Silvans bureau- og mediechef Karina Gondoff Bøje, der glæder sig til at overrække prisen til vinderne.

Hver af de tre hårdtarbejdende gør-det-selv-mestre vinder et gavekort på 15.000 kroner til Silvan. Prisen bliver overrakt i deres lokale varehus.

-jhn

7/4 2017