WallMo har lært af byggepladserne
Forhindringerne har været mange, men om få måneder er fynske WallMo ude på byggepladserne med en co-bot, der under trange forhold kan løfte, transportere og montere tunge vægelementer
Støj, støv, rod og trange pladsforhold på byggepladsen kender den fynske virksomhed Wallmo alt for godt til. De har de sidste to år været på vej ud på byggepladserne med WallMo 100, der i en glidende bevægelse tager de tunge løft, klarer transporten og monterer glasvægge og andre vægelementer på op til 100 kilo. Hvilket betyder, at håndværkeren kan gøre arbejdet mere effektivt og slipper for det tunge slid.Men der har været mange bump på vejen, hvor WallMo 100 har skullet lære, at navigere på byggepladsen under meget trange forhold, rod som for eksempel en maler, der har stillet sin spand midt på gulvet, eller loftsledninger, der hænger i vejen, fortæller administrerende direktør Larsen Andersen:
- Der må vi bare erkende, at under sådanne forhold er mennesket noget mere fleksibelt end en robot. Men vi har arbejdet os frem og fået den finjusteret, for vi har holdningen, at der ikke er nogen udfordringer, som ikke kan løses.
Stor interesse
Og udfordringerne er løst, så godt at WallMo 100 er sat i produktion og klar til at indtage byggepladserne.
- Vi forventer at WallMo 100 er ude og køre på de første byggepladser i maj-juni måned både i Øst- og Vestdanmark, og den får en salgspris, der ligger under 250.000 kroner, siger Lars Andersen, der fortæller, at interessen er stor også fra udlandet, hvor der er forespørgsler fra flere lande.
Men her stopper udviklingen ikke. I samarbejde med Aalborg Universitet og Syddansk Universitet arbejder man på en mere avanceret WallMoBot.
- Her vil håndværkeren kunne tage fat i glasset med en sugekop og styre det rundt, og det vil føles vægtløst, selv om det vejer 150 kilo.
johannes@odsgard.dk
Af Johannes H. Nørgård Foto: WallMo
Fakta: WallMo 100
WallMo 100 er en såkaldt co-bot, der i modsætning til en fuldautomatisk robot arbejder tæt sammen og betjenes af håndværkeren undervejs.
- Den kan bære op til 100 kg og håndtere paneler på op til 100 x 300 cm.
- Den kan transporteres på en standard EU palle og har en egenvægt på 200 kg. På byggepladsen kan co-botten køre selv og løftes op med byggekranen eller via elevatoren.
- Den kan operere på trange arbejdspladser med begrænsede dimensioner som smalle korridorer, da dens dimensioner er 60 x 90 cm (B x L).
- Opsamlingstid: < 75 sec.
- Installationstid: < 75 sec.