Alle skal med i byggeriets grønne omstilling

I BygTek´s Stafetten er det denne gang branchedirektør Rasmus Brandt Lassen, DI Byggeri der deler sine tanker om, hvor dansk byggeri bør have sit fokus

Byggeriet er i disse år i gang med en gennemgribende forvandling.
En forvandling, som skal gøre byggeriet klimaneutralt og naturpositivt og samtidig markant nedbringe brugen af råstoffer og materialer gennem øget genbrug og genanvendelse.

Opgaven er så stor, kompleks og vigtig, at der desværre ikke findes simple løsninger. Der skal et væld af forskellige strategier i spil. Alle skal bidrage. Byggeriets virksomheder, organisationer, forskere, praktikere, eksperter, myndigheder, politikere

Forskellighed er en styrke

Der er ikke tid til intern splid. Forskelligheden i tilgangen er en styrke.
Vi skal derfor samarbejde, hen over alle forskellighederne. De langsigtede mål er vi jo enige om.

Der er ikke tid til intern splid. Forskelligheden i tilgangen er en styrke.

Vi skal derfor samarbejde, hen over alle forskellighederne. De langsigtede mål er vi jo enige om.

Det er forskellige syn på milepælene på vejen mod de langsigtede mål, som nogle gange truer med at splitte byggeriet. Senest sidste forår i forbindelse med forhandlingerne om den nationale strategi for bæredygtigt byggeri, hvor der var flere bud på, hvor langt grænseværdierne for CO2-udledning, som skal træde i kraft til sommer, skulle ned.

Her gav de forskellige perspektiver naturligvis også forskellige bud på svar. Der var f.eks. forskel på, hvilket svar man kom frem til, om man som Reduction Roadmap tog udgangspunkt i planetære grænser, eller om man som Byggeriets Handletank for Bæredygtighed, som vi i DI Byggeri er en del af, tog udgangspunkt i Klimaloven.

Så når man naturligvis frem til forskellige forslag til grænseværdier. Beslutningen er i sidste ende politisk og bliver altid en afvejning af mange hensyn. Det er det, vi har politikerne til.

Vi bliver formentlig også uenige næste gang, grænseværdierne skal skærpes. Det er der ikke noget galt i. Det giver politikerne nogle input at arbejde med.

Grønne løsninger for alle

Som branchedirektør i DI Byggeri repræsenterer jeg ca. 6000 virksomheder i byggeriet.

Virksomheder, som repræsenterer hele byggeriets værdikæde, og som tæller alt fra nogle få kæmpestore internationalt orienterede entreprenører, materialeproducenter, grossister og rådgivervirksomheder til et meget stort antal små og mellemstore håndværkervirksomheder, specialister og teknikere.

Alle på hver deres måde ildsjæle, både dem der eksperimenterer helt ude på kanten af, hvor langt man kan få et byggeris klimaaftryk ned, og alle dem der brænder for deres håndværk og for at levere kvalitet, til tiden, til aftalt pris, til kundens tilfredshed.

Såvel de store virksomheder, der har deres egne bæredygtighedseksperter ansat, som de tusinder af små og mellem store virksomheder, som er mere afhængige af, at vi finder fælles løsninger på tværs af branchen.

Jeg er derfor meget optaget af, at der er gode rammevilkår for dem, som lever af at levere de nyeste grønne løsninger og satser alt for at drive udviklingen i, hvor langt vi kan komme. Samtidig er jeg meget bevidst om, at vi skal have alle med i den grønne omstilling.

Hvis vi skal have alle med i byggeriets grønne omstilling, og det skal vi, kræver det derfor, at vi ser på hele byggeriets værdikæde og på den mangfoldighed af virksomheder, som branchen består af.

Mange virksomheder er i fuld gang

Den grønne omstilling af byggeriet kræver, at byggematerialer bliver produceret af vedvarende energi og med mindst muligt udslip af CO2.

Her er man rigtig godt i gang. F.eks. har Spæncom netop lanceret et huldæk med 50 % lavere CO2-aftryk end gennemsnittet i branchen, og Aalborg Portland er med støtte fra EU’s Innovationsfond i gang med at etablere et CO2-fangstanlæg i fuld skala, der skal indfange op til 1,4 mio. ton CO2 i 2030.

Lige som der høstes værdifulde erfaringer med byggeri med bærende konstruktioner i CLT-træ i en række meget store byggerier i bl.a. Århus, København og Odense.

I takt med at materialer med mindre klimabelastning bliver tilgængelige, enten ved at de traditionelle materialer bliver grønnere, eller ved at man udvikler nye eller genopfinder gamle byggematerialer, og i takt med at vi opbygger erfaringer med at bruge dem, skal vi selvfølgelig revidere vores opfattelser af, hvad der er mest bæredygtigt.

Vi skal med andre ord belønne de virksomheder, som rent faktisk lykkes med at tilpasse sig og/eller omstiller deres produktion, i stedet for at basere vores materialevalg på forældede data eller gamle fordomme.

Den store udfordring er at sikre, at dokumentationen for materialerne og metodernes sikkerhed kan tilvejebringes hurtigt og effektivt. Det er næppe realistisk at tro, at politikerne er parate til reelt at slække på sikkerheden i klimaets navn.

Så det handler om at accelerere indsamlingen af data gennem tests, modelleringer, demonstrationsprojekter, effektiv sagsbehandling og nye forsikrings- og garantiordninger. Det bliver en af de helt store udfordringer at skabe rammerne herfor i det nye helhedsorienterede bygningsreglement.

Øjnene på bolden i den cirkulære økonomi

Byggeriets grønne omstilling kræver også, at vi får bedre gang i den cirkulære økonomi.

Rambøll har i en redegørelse til Social- og Boligudvalget i 2024 opgjort, at genbrugsmaterialer kun udgør 0,17 % af den samlede mængde materialer, der anvendes i nybyggeriet.

Nedrivningsvirksomhederne er i gang med en eksistentiel metamorfose fra at være en branche, der blot river ned og bortskaffer affald, til at være urban miners og leverandører af genbrugsprodukter og genanvendelige materialer.

Men vi er først lige kommet i gang. Den videre succes afhænger af, at vi ikke fortaber os i komplicerede regnestykker for, hvordan genbrugsmaterialer skal indregnes i et byggeris CO2-aftryk, men i stedet fokuserer på, hvordan vi sikrer, at incitamenterne til at genbruge og genanvende er fordelagtige, og hvordan data for genbrug og genanvendte materialer er lettilgængelige.

Vi ser desværre stadig alt for ofte, at byggerier overdimensioneres.

Dette skyldes, at der i designprocesserne er større fokus på at optimere på tid og pris end på at få CO2-aftrykket ned. Med bindende, ambitiøse, realistiske krav til CO2-udledning vil rådgiverne få reelle incitamenter til at optimere på designet, så overforbrug af materialer og spild minimeres.

Jeg så for nylig på et af mine mange virksomhedsbesøg, hvordan betonelementer stadig fyldes med så meget armering, at det er meget vanskeligt at få den flydende beton til at fordele sig imellem de mange, tætliggende armeringsstænger i støbeformen.

Et helt unødvendigt og voldsomt CO2-udledende overforbrug af stål, som der i dag kun er meget lille tilskyndelse til at optimere på.

Denne overdimensionering er desværre udbredt – og ikke bare inden for betonelementer. Hos byggeriet og materialeproducenterne oplever man, at det kun bliver værre og værre.

Bygninger designes ud fra et better safe than sorry-princip, hvor meget få har tiden til at lave grundige beregninger, og endnu færre har incitament til at tage ansvar.

Digital dokumentation en nødvendighed

Særligt de nye ESG-dokumentationskrav fra EU ses som en kæmpe udfordring.

Kravene var egentligt tiltænkt de store virksomheder, men de små virksomheder rammes indirekte, da de som underleverandører til de store skal levere store mængder dokumentation. Og selvom det i praksis vil vise sig at blive svært, så har EU-Kommissionen med Omnibusforslaget varslet, at der nu bliver slækket på dokumentationskravene.

På den måde kan vi fokusere vores kræfter på løsninger, der reelt skaber værdi, fremfor papirarbejdet.

Men dokumentationskravene går ikke væk pga. Omnibusforslaget. Vi kommer fortsat til at skulle tackle dokumentationskrav ved hjælp af øget digitalisering via fælles datastandarder på tværs af hele værdikæden, så beregninger af f.eks. klimaaftryk genereres automatisk i designprocessen på baggrund af data, som følger materialerne og produktet igennem hele værdikæden, og som også er til rådighed, den dag byggeriet skal renoveres, transformeres eller indgå som materialer i cirkulært byggeri. Det er en kæmpe opgave at få det til at fungere i praksis.

Erfaringerne fra arbejdet med de forestående dokumentationskrav er dog ikke kun negative. Der er mange virksomheder, som allerede er i gang, og som ser dokumentationskravene som en løftestang til at få bedre styr på deres materialestrømme, optimere deres forretning og til at få styr på virksomhedens performance inden for den grønne omstilling.

Den eksisterende bygningsmasse må ikke undervurderes

Endelig skal vi blive langt bedre til at passe på de bygninger, vi allerede har.

Særligt i det offentlige er det ofte særdeles vanskeligt at sikre tilstrækkelige midler til at vedligeholde bygninger. Men på den lange bane er der penge og klimaaftryk at spare ved at prioritere det løbende vedligehold.

Det skal sikres igennem professionel asset management, hvor vedligeholdelsesplaner indgår i totaløkonomiske beregninger for de pågældende ejendomme, og hvor man via arealoptimering får mulighed for at frasælge overflødige kvadratmeter til anden anvendelse.

Fælles for alle disse indsatser er, at de kræver stærke kompetencer og tæt samarbejde i hele byggeriets værdikæde. Samarbejdet på de enkelte byggeprojekter går alt for ofte skævt grundet forældede udbuds- og kontraktformer, hvor man ikke bruger hinandens kompetencer konstruktivt, har urealistiske forventninger om delt ansvar på byggepladsen og forhastede tidsplaner og urealistiske budgetter.

Og når først man ryger i totterne på hinanden i byggeriet, så er der ikke meget overskud til at tænke i grøn omstilling. Heldigvis er der over de seneste år en del aktører, som har eksperimenteret med nye og bedre kontrakt- og samarbejdsformer, hvor optimeringer og innovation bliver en fælles målsætning.

Det er denne brede indsats, som vi i samarbejde med virksomheder fra hele byggeriet, eksterne samarbejdspartnere, myndigheder og politikere arbejder med i DI Byggeri.

Afslutningsvis vil jeg gerne sende stafetten videre til formand for EuroSkills 2025 - Poul Nyrup Rasmussen.

-kis

14/4 2025