Debat: Latrinær aftale skabte økonomisk guldkalvFoto: Ken Mathiasen, Unsplash.

Debat: Latrinær aftale skabte økonomisk guldkalv

Danskerne får ikke megen glæde af Femernforbindelsen i forhold til, hvis de havde kunnet køre over Storebælt for en brøkdel af prisen på Femern, mener BygTek-journalist, Dan Bjerring

Ligesom bønderne år efter år høster udbyttet fra deres marker, høster politikerne på Christiansborg årligt enorme beløb i overskud fra bilisternes brug af Storebæltsforbindelsen.

Det kan i dag være svært at forestille sig, at da Storebæltsforbindelsen blev vedtaget, skete det som et resultat af en latrinær aftale mellem Socialdemokratiets ordfører Jens Risgaard Knudsen, der var valgt til Folketinget i Nordjylland, og de borgerlige partier.

Hans pris for det socialdemokratiske ’JA’ var anlæg af to 4-sporede ’nordjyske gedestier’, Aalborg-Frederikshavn og Aalborg-Hirtshals, hvor onde tunger har påstået, at man kunne sende børnene trygt ud at lege på kørebanerne, og man kunne køre langt uden at møde andre bilister.

I dag er der næppe mange, der kan huske det, som savner ’Storebæltskaffen’ og de timelange køer i opmarchbåsene.

Storebæltsforbindelsen drukner nærmest i sin egen succes og har givet så store indtægter, at politikernes indbyggede trang til at bruge andres penge har gode kår.

Indtil nu har politikerne hentet 13 mia. kr. på Storebæltsforbindelsen, penge der skulle være brugt til at nedbringe anlægsgælden.

Og bilisterne kan godt skyde en hvid pil efter løftet om, at når gælden i Storebæltsforbindelsen var betalt, skulle det være næsten gratis at køre over. Der skulle kun betales for den løbende vedligeholdelse.

Storebæltsforbindelsen er en økonomisk guldkalv, hvorfra pengene bliver brugt til blandt andet andre infrastrukturprojekter.

Og i dag er der næppe tvivl om, at overskuddet fra Storebælt ender i en tunnel under Femernbælt. Der tyder meget nemlig på overoptimistiske økonomiske beregninger i forhold til indtægterne fra udenlandske lastbiler og turister mellem Skandinavien og det europæiske fastland.

Danskerne får ikke megen glæde af Femernforbindelsen i forhold til, hvis de havde kunnet køre over Storebælt for en brøkdel af prisen på Femern.

De har bare at betale ved ’kasse 1’ til en i forvejen bugnende statskasse, der gang på gang nærmest mirakuløst udløser nye ’økonomiske råderum’.

Af Dan Bjerring
Journalist
BygTek

27/5 2024