England køber igen danske vinduerDet går godt med eksporten for Idealcombi, der lige har fået en stor ordre på 3000 m2 vindueselementer til et boligprojekt i det centrale Manchesters nordkvarter.

England køber igen danske vinduer

Selv om danske vinduer ikke er de billigste, er der efter Brexit dødvandet atter godt gang i eksporten til udlandet. Den steg sidste år med 5,2 procent

Det går igen godt for den danske vindues- og dørbranche, viser de seneste tal fra brancheforeningen Vinduesindustrien. I 2017 havde foreningens 51 virksomheder en samlet fremgang på det danske marked på 8,9 procent

Men særligt overraskende er fremgangen i eksporten på 5,2 procent, efter flere års dødvande oven på Brexit, der lammede vores største eksportmarked England.
I alt omsatte den danske vinduesbranche for cirka 6,1 milliarder kroner side år, hvoraf knap 20 procent var eksport.

- Vi skal faktisk helt tilbage til 2007 for at finde en omsætning, der var ligeså god, fortæller direktør i Vinduesindustrien Johny Jensen.

Vi er tilbage på sporet
En af de virksomheder, der har bidraget markant til eksportfremgangen, er Idealcombi oppe i Thy, der udover at være en af Danmarks største vinduesproducenter har årelange erfaringer med det engelske marked. Her har de netop fået en ny stor ordre på 3000 m2 vindueselementer til et ’high end’ byggeri i Manchester.

- Vi er tilbage på sporet, og vi oplever faktisk i øjeblikket en ketchupeffekt efter Brexit krisen, hvor usikkerheden satte alt i stå, siger salgsdirektør Claus Winther, der fortæller, at Brexit ikke betød, at de tabte projekter, men at der derimod opstod et vakuum i fremdriften af allerede vedtagne projekter.

Men det ændrer ikke, at effekten af Brexit er, at danske varer er blevet dyrere i England. Hvordan klarer i den udfordring?

- Vi er ikke altid billigst, og vi har valutaen i mod os. Men Danmark og danske byggevarer er et godt brand i England. De synes om vores design, og vi er faktisk lidt trendy i arkitektkredse. Desuden er det først nu vi mærker, at vi er kommet med nogle nye vindueskonstruktioner, der har en endnu længere levetid og samtidig er udviklet til at være langt mere energieffektive. Her er Danmark generelt foran, hvor nogle af vores konkurrenter stadig bruger konstruktioner, vi forlod for 17 år siden, hvor fx PVC og rene træprodukter er deres metervare.

Håber på irsk gennembrud
Det betyder ifølge Claus Winther også, at Idealcombis vinduer i England ofte bliver valgt til prestigeprojekter, hvor kvalitet og design går forud for prisen. For eksempel skal de levere 3000 vindueselementer til det mere end 2 milliarder kroner dyre Blackwall Reach project i London, vinduer og døre til 325 studieboliger ved Cambridge University og sågar også i Irland, hvor Idealcombi leverer 2000 døre og vinduer til et prestigebyggeri på den dyreste grund i Dublin.

- Det, håber vi for alvor, kan give os et gennembrud i Irland, men ellers er vores forventninger, at eksporten til England fortsætter i samme gode takt som nu. For potentialet er kæmpestort derovre. Men vi er også meget opmærksomme på, at vi ikke skal have engelske opgaver for alt i verden. Vi oplever nemmelig også herhjemme en øget efterspørgsel, så produktionen skal også kunne følge med, så vi kan indfri kundernes forventninger til levering.

-jhn


25/6 2018