Vinduesproducent charmer sig til nye folk
Selv om Outline Vinduer pludselig stod og manglede 25-30 nye medarbejdere, har de ikke som mange andre i byggebranchen problemer med at få nye folk. De tager nemlig usædvanlige metoder i brug
Der er i øjeblikket stor efterspørgsel på danske vinduer, og for Outline Vinduer i Farsø sydvest for Aalborg går det så godt, at man 1. maj efterlyste 25-30 nye medarbejdere. Blandt andet for at kunne klare efterspørgslen på deres nye Outline Dayligt-vindue, der både i design og energieffektivitet sætter nye grænser.
Men i stedet for et traditionelt klassisk jobopslag, der kunne forsvinde i mængden på jobcentret, valgte de en mere fiffig løsning. De sendte ganske enkelt en pressemeddelelse ud om behovet. Og det sikrede dem omtale i blandt andet TV2Nord, Nordjyske, Vesthimmerlands Folkeblad, News.dk, Building Supply og selvfølgelig BygTek.dk.
- Det er gået rigtig godt og helt efter planen. Vi har fået rigtig mange ansøgninger og løbende fået de 15 nye folk, vi havde brug for her og nu. Og det er normalt ikke det letteste, fordi det var folk til aften- og natarbejde. Men vi har fået nogle rigtig dygtige medarbejdere. Nu går vi så ind i anden runde, hvor vi skal bruge cirka ti mere, og så er vi oppe på max kapacitet, fortæller direktør Jens Sørensen.
500 kom til kaffe
Her stopper det så ikke med at gøre sig synlige i lokalområdet. Sidst i maj skruede Outline Vinduer for alvor op for charmen, da de åbnede dørene til fabrikken, hvor ansatte, familiemedlemmer og andre bare kunne komme til kaffe, hoppeborg, konkurrencer og værkstedsunderholdning. Samtidig med at der var rundvisning på fabrikken, så de kunne se, hvordan en moderne vinduesproduktion foregår, og den er temmelig meget mere automatiseret, end de fleste forestillede sig. Der kom 500 mennesker, hvor de 300 blev til spisning om aftenen.

- Det store fremmøde er en succes og gør mig lidt stolt. Selve arrangementet var mest for at give medarbejderne og deres familier nogle hyggelige timer, hvor der blev slappet af og snakket på kryds og tværs. Men selvfølgelig, når man åbner dørene og inviterer familie, naboer og alle mulige andre indenfor, så er det også i håb om, at de synes det kunne være et spændende og rart sted at arbejde, for vi skal jo bruge nogle flere, siger Jens Sørensen med gode forventninger til næste ansøgningsrunde.
Efterlyser to lærlinge
En stor udfordring har han imidlertid ikke fået løst. Han står aktuelt og har brug for et par maskinsnedkerlærlinge, og de står ikke i kø.
- Vi gør løbende meget for at få lærlinge. Vi har skoler på besøg, vi kontakter uddannelsessteder, vi samarbejder med Dansk Byggeri, vi bruger pressen, og vi opfordrer vores medarbejdere til at snakke med deres børn om muligheden. Men det er svært, for unge er opdraget til, at de skal læse videre.
-jhn