Antal lærepladser styrtdykker
El- og vvs-branchen tog langt færre lærlinge ind i 2013 i forhold til 2012. værst ser det ud for vvs-lærlingene
I 2013 faldt optaget af lærlinge markant i både el- og vvs-branchen. Værst ser det ud i vvs-branchen, hvor optaget af lærlinge faldt med 151 aftaler til 515 aftaler - et fald på hele 23 % i forhold til 2012. Det er det laveste antal siden statistikken startede i 2003.I elbranchen faldt optaget af lærlinge med 174 aftaler til 1299 aftaler - et fald på 12 %. Den samme tendens gør sig gældende for resten af byggeriets uddannelser. Tendensen forværres af, at korte uddannelsesaftaler udgør en stigende andel af det samlede antal indgåede uddannelsesaftaler.
Øg lærlingeoptaget
Installatørernes organisation Tekniq finder det bekymrende, at installationsbranchen har svært ved at tiltrække unge til branchens uddannelser, og at virksomhederne tager så få lærlinge. Organisationen kalder det afgørende for installationsbranchens fremtid, at lærlingeoptaget øges, så branchen ikke kommer til at stå i en situation, hvor mangel på kvalificeret arbejdskraft bliver et problem.
Den kommende erhvervsskolereform kan forhåbentligt være med til at skabe mere respekt og prestige for erhvervsuddannelserne, så flere dygtige unge vælger en erhvervsuddannelse, håber man hos Tekniq.
Tal fra Undervisningsministeriet.
-los