Standardiserede produktdata styrker digitale arbejdsgange i installationsbranchenTil venstre ses Kenni Abildgaard Westh, manager i EG, og til højre Lennart Østergaard, direktør i Veltek.

Standardiserede produktdata styrker digitale arbejdsgange i installationsbranchen

Som nyt medlem af Veltek intensiverer softwarevirksomheden EG nu arbejdet med Etim-standarden og et fælles datagrundlag, der kan skabe bedre sammenhæng mellem producenter, grossister, softwareleverandører og installatører

Etim-standarden spiller en stadig større rolle i digitaliseringen af installationsbranchen, hvor flere aktører arbejder på at styrke brugen af strukturerede og standardiserede produktdata. Det gælder også EG, der integrerer Etim i arbejdet med at udvikle digitale løsninger til både vvs- og el-området.

I starten af juni kunne Veltek byde EG velkommen som medlem. Med medlemskabet får EG samtidig adgang til Etim Danmark og de tilhørende services. Det understøtter EG's arbejde med standardisering og datakvalitet og skaber samtidig et tættere samarbejde med Veltek om et fælles datagrundlag for branchen.

- Etim er en vigtig standard for både producenter, grossister og softwareleverandører. Når flere aktører som EG arbejder aktivt med at styrke datakvaliteten og skabe fælles strukturer, gavner det hele værdikæden og understøtter den digitale udvikling i branchen, siger Velteks direktør, Lennart Østergaard.

For EG er standardisering en vigtig del af arbejdet med at skabe bedre datakvalitet og mere effektive digitale processer. Fælles datagrundlag gør det lettere at sikre kvalitet, gennemsigtighed og sammenhæng i de data, der bruges på tværs af systemer og aktører.

EG arbejder blandt andet målrettet med at sikre, at produktdata kan vedligeholdes et sted og anvendes på tværs af flere løsninger og processer. Det giver et mere stabilt og ensartet datagrundlag, som gør det lettere at kvalitetssikre og videreudvikle produktinformationer og bruge dem direkte i digitale arbejdsgange.

- Det er netop den fælles struktur, der gør forskellen. Når produktdata følger Etim-standarden, kan vi tilbyde mere præcise og fyldestgørende information i vores løsninger. 

- Det gør det nemmere for brugerne at vælge de rigtige produkter og skaber bedre muligheder for automatisering og færre manuelle arbejdsgange, forklarer Kenni Abildgaard Westh, manager i EG.

Adgang til opdaterede data tæt på kilden betyder samtidig, at produktopdateringer hurtigere kan omsættes til værdi i de digitale løsninger. Det understøtter EG og Velteks fælles ambition om at styrke et moderne og sammenhængende datagrundlag for installationsbranchen.

-dc

30/9 2026