El-Installatør markerer mærkedagDen 4. november holder Dalmose El-Service A/S åbent hus for at fejre virksomhedens 30 års jubilæum sammen med kunder, samarbejdspartnere og andre venner af huset.

El-Installatør markerer mærkedag

Dalmose El-service A/S hviler på solide principper om medarbejderpleje, service og en bred kundegruppe. Disse principper har styret virksomheden sikkert gennem tre årtier

Den 1. november er det præcis 30 år siden, at en ung overmontør ved navn Tommy Sejr Møller etablerede sin egen lille, lokale el-installatørvirksomhed. Han boede i den lille by Dalmose, og firmaet kom derfor til at hedde Dalmose El-Service A/S. 

I løbet af tre årtier har den sydvestsjællandske bys lille el-installatør kontinuerligt vokset sig større og er i dag en innovativ og ambitiøs virksomhed med domicil i Slagelse med både nationale og internationale virksomheder i kundekredsen.

Senest har Dalmose El-Service A/S underskrevet en serviceaftale om vedligehold af Skandinaviens største solcelleanlæg på Lerchenborg Gods.

Vellykket generationsskifte
For halvandet år siden solgte Tommy Sejr Møller sine sidste aktier i Dalmose El-Service A/S til Brian Petersen, der nu er direktør og medejer af virksomheden sammen med Ole Richter Christensen, som købte sig ind i virksomheden allerede i 2006. Forinden aktiekøbet i virksomheden havde både Ole og Brian arbejdet som elektrikere i Dalmose El-Service A/S i flere år.  

Tommy Sejr Møller arbejder nu som overmontør i Dalmose El-Service A/S og bistår de to nye ejere med sin rutine og mangeårige erfaring:

- Vi har haft en stille og rolig overgang, siden Brian blev medejer. De kunder, der har været med fra starten, kommer derfor ikke til at lide afsavn, når jeg stopper i virksomheden. Nu tager de unge over, og jeg er sikker på, at virksomheden fortsætter sin positive udvikling i Brian og Oles hænder. Det er med ro i sindet, at jeg siger på gensyn, siger Tommy, der ikke kun fejrer Dalmose El-Service A/S 30 års jubilæum den 1. november, men også sit eget 30 års jubilæum i virksomheden.  

Et firkløver af kunder
Lige siden begyndelsen har Dalmose El-Service A/S haft fokus på at have en bred kundeportefølje inden for landbrug, industri, offentlige institutioner og private virksomheder.

- Vi slap billigt gennem finanskrisen, fordi vi bevarede fokus på at servicere vores faste kunder allerede før krisen og ikke bevægede os ind i nybyggeri. Vi klarede os igennem finanskrisen på trods af, at en af vores store kunder krakkede. Vores brede kundeportefølje gør os mindre sårbare, siger Ole Richter Christensen, medejer og direktør i Dalmose El-Service A/S.

Dette firkløver af kunder er stadig kernen i forretningen, mens nye forretningsområder med tiden er kommet til. 

Nøglen til vækst
Dalmose El-Services udvikling gennem 30 år fra en lokal el-installatør til en stærk regional virksomhed inden for sikring og vedvarende energi, kan tilskrives, at servicering af kunderne altid er kommet i første række, og så er forretningen løbende tilpasset til kundernes behov.

Det mener virksomhedens bestyrelsesformand, Finn Bøye Nielsen, der sidder som professionelt bestyrelsesmedlem i flere virksomheder inden for byggebranchen.     

- Dalmose El-Service A/S har meget loyale kunder. Det har været med til at skabe likviditet til nye forretningsområder inden for intelligente løsninger, sikring og vedvarende energi, hvilket har skabt vækst i virksomheden, forklarer Finn Bøye Nielsen.

Ancienniteten er høj
Den gennemsnitlige anciennitet i Dalmose El-Service A/S er skyhøj, hvor flere medarbejdere har været med i mere end 20 år. De lange ansættelsesperioder har Brian og Ole stort fokus på at bibeholde.

- Vi har et princip om, at alle vores medarbejdere skal på kursus én gang om året. Det giver glade medarbejdere og en konkurrencemæssig fordel, når nye teknologier og forretningsområder vinder frem, siger Ole Richter Christensen.

Sammen med Tommy Sejr Møller, Brian Petersen og medarbejderne hos Dalmose El-Service A/S glæder han sig til at holde åbent hus i anledning af jubilæet den 4. november fra 13 til 16.

-cmn

25/10 2016