Aktuelle nyheder om byggebranchen - EntreprenørMateriel

Finsk amfibievogn klarer grødeskæringSom ejer af JYSK Entreprenør ser Henrik Pedersen store perspektiver i Big Float E10 på dansk grund. Pressefoto.

Finsk amfibievogn klarer grødeskæring

Den første udgave er en nyudviklet amfibisk undervogn fra REMU Oy er købt af dansk vandløbsentreprenør og den er allerede i gang med grødeskæring i jyske åer og vandløb

Del artiklen på

Den finske virksomhed REMU Oy har rettet sit fokus på Danmark. Eller mere præcist: de danske søer, åer og vandløb. Langt størstedelen af virksomhedens omsætning kommer fra udvikling, produktion og salg af knuserskovle, men cirka en femtedel af virksomhedens aktiviteter er forbundet til amfibiske gravemaskiner.

Nu er REMU Oy på vej ind på det danske marked med den nyudviklede amfibiske undervogn Big Float E10, som er en af de mindste modeller, der nogensinde er bygget. Den er baseret på den finske virksomheds mangeårige erfaring på området, og den er henvendt til både kommuner og vandløbsentreprenører.

- Vi oplever en stor global interesse for den nye Big Float E10, herunder også fra danske entreprenører, og det forstærker naturligvis vores ambitioner på det danske marked, forklarer Jari Niemi, international sales manager for REMU Oy.

Han har for nyligt været i Danmark for at se den nyudviklede Big Float E10 undervogn i arbejde. Den er den første model af sin slags, og den er allerede nu i gang med grødeskæring i jyske åer og vandløb for sin danske ejer.

Udfordret af naturen
Vorning Å bugter sig over knap ni kilometer fra Tjele Langsø øst for Viborg, inden den glider sammen med Skals Å. Den har et afvandingsområde på cirka 119 kvadratkilometer, som hovedsageligt er landbrugsjorder. Åen skal transportere vandet væk, hvilket store mængder grøde i stigende grad blokerer for. Det er især pindsvineknop og vandpest, som dæmmer vandet op til gene for jordejerne.

Deres frustrationer kender Henrik Pedersen alt til. Han ejer og leder firmaet JYSK Entreprenør, som er specialister i vandløbsvedligeholdelse, naturpleje og -restaurering. Gennem 15 år har han udført grødeskæring, og lige så længe har han været frustreret over situationen.

- Tidligere har det blandt andet krævet en gravemaskine på udlagte køreplader samt folk med kædesave til at rydde en given strækning. Det tager flere uger, og det er langt fra optimalt. Vi investerede for nogle år siden i en amfibisk gravemaskine, som ikke var fra REMU men fra en anden producent. Men den egner sig bedst til åbne søer og ikke til at komme rundt ved sumpede områder. Dens kæder kan eksempelvis i længden ikke holde til at køre på tør jord, forklarer Henrik Pedersen, som for nyligt har brugt 200.000-300.000 kr. på en ny kæde, som skulle laves efter specielle mål og derfor havde to måneders leveringstid.

Optimal indsats
Men nu er situationen vendt. Som den første entreprenør i verden har Henrik Pedersen investeret i en amfibisk løsning bestående af en Hitachi ZX 85 US gravemaskine på cirka ni tons monteret på den nyudviklede Big Float E10 amfibiske undervogn fra REMU Oy, og i efteråret fik den for første gang dansk åvand og mudder på kæderne.

- Nu kan vi levere en optimal indsats ved grødeskæring, og samtidig skal vi ikke bekymre os om strukturskader i jorden. Nu kører vi bare, konstaterer Henrik Pedersen, hvis første kontakt med REMU Oy skete via en online søgning og en video på YouTube. Siden blev kontakten personlig i form af Jari Niemi, og nu er investeringen som nævnt tidligere på mission i det danske landskab.

Denne dag er han selv sammen med Jari Niemi personligt ude og besigtige arbejdet, mens en af hans ansatte meter for meter arbejder sig gennem grødeskæringen med den nye REMU/Hitachi-symbiose. Mejekurven læsser gang på gang store mængder vandpest af på kanten af marken, der så sent som dagen før stod under vand.

- Denne maskine er den løsning, som vandløbene har brug for. Vi kan arbejde effektivt med den på et fuldt stræk, uanset om der er tørt, vådt eller træer, understreger Henrik Pedersen.

Konkurrencedygtig løsning
Han har selv købt gravemaskinen hos den danske forhandler og dernæst sendt den til Finland, hvor ombygningen har fundet sted.

For Jari Niemi har handlen også stor betydning.

- I Danmark er der meget kontinuerligt arbejde i eksempelvis vandløb og søer, og samtidig er der større og større interesse for mindre maskiner. Det gør Big Float E10 til en oplagt løsning til de udfordrende arbejdsforhold. Vi er måske ikke de billigste, hvis man udelukkende ser på anskaffelsesprisen, men i det lange løb er vi den bedste investering, fordi vores materiel er meget slidstærkt, og hvis noget går galt, er sliddelene standarddele, som kan anskaffes ved nærmeste forhandler af entreprenørmaskiner, udtaler Jari Niemi.

I skrivende stund er maskinen allerede i gang med de næste vandløbsopgaver for andre kommuner, og Henrik Pedersen vil ikke afvise, at han en gang i fremtiden igen vil investere i en REMU løsning.

- Hvis efterspørgslen er til stede, køber jeg gerne en mere.

-jhn

Læs mere om EntreprenørMateriel

18/12 2018
EntreprenørmaskinerArbejdsteltBelysningBrancheforeningByggepladsindretningByggestrømDræningExpanderbolteGravekasserGummihjulslæsserHavnerenoveringHejsHydraulikhammerHydrauliske pumperKapsaveKontorvogneKranerLagerhalLandmålingLasereLifteLiftudlejningMaskinstyringMaterielopbevaringMinigraverMinilæsserNaturgenopretningNedbrydnings-robotterNedskæring og demonteringOpvarmningOverdækningOversvømmelserPavillonerPresenningRendegraverRullestilladsSalg af lifteSandafretter til minigraverSaxliftSemimobilkranerSliddeleStigerStilladserTårnkranerTeleskoplæsserTelthalUddannelseUdlejningVakuumløfterVejesystemerTilføj dit firma her.
Send en mail.

Mest læste


Seneste nyheder