Messe for entreprenørbranchen melder udsolgt
E&H 2018 er samlingsstedet for hele den danske entreprenør- og anlægsbranche, og det rendyrkede format er unikt, mener branchesektionens formand Palle Kjærsgaard
Når brancheforeningen Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning er værter for Entreprenør & Håndværksmessen 2018 (E&H) i dagene 14.-16. juni, er alle udstillerstande udsolgte, og de mange tusinde besøgende vil i endnu højere grad end tidligere få en stor faglig oplevelse.
Alt er forberedt til at sikre branchens leverandører og især beslutningstagere og aktører nogle mindeværdige dage, og der venter alle involverede en stor oplevelse, forventer Palle Kjærsgaard, formand for Entreprenørsektionen i Maskinleverandørerne.
- Jeg har sjældent set en opbakning så massiv, som den er til E&H 2018. Der er en nærmest euforisk stemning omkring messen, og jeg glæder mig til at byde velkommen, siger Palle Kjærsgaard, som også er adm. direktør i S.D. Kjærsgaard, der er dansk importør af Case.
Unik mulighed
Fagmesser for entreprenører har i en årrække været et fælles samlingspunkt for branchen, og her spiller messens nyeste format en vigtig rolle, understreger Palle Kjærsgaard.
- E&H er med sin rendyrkede form en unik mulighed for branchen til at blive opdateret med seneste viden samt at se nye maskiner og afprøve dem samtidig. Vi har et særligt format med udstilling og arbejdende maskiner, og der er ikke mange messer, som evner begge dele samtidigt, siger han.
Arbejdende messe
I alt 128 udstillere fordelt på 136 stande står klar på E&H 2018. Blandt dem finder man også Wirtgen Denmark. Her har salgs- og marketingschef Jan Dahl store forventninger til den kommende fagmesse.
- Vi glæder os utrolig meget. Vi har set frem til messen i et par år. Det er den største messe i Danmark for maskinbranchen, og jeg håber og tror på, at det igen bliver en stor oplevelse, siger han.
Messen er ifølge Jan Dahl en fantastisk mulighed for at komme i kontakt med mange branchefolk på én gang, og det er noget helt specielt. Samtidig har messen et utrolig vigtigt set-up.
- Med sit arbejdende format kan vi starte maskiner op, og kunderne kan med egne øjne se, hvordan de virker. Alle spørgsmål kan få et svar med det samme, siger Jan Dahl.
Wirtgen Denmark arrangerer løbende sine egne arrangementer i ind- og udland for danske kunder.
- Men det er jo ikke alle kunder, der kan komme til os. Kommunerne må eksempelvis ikke rejse med os til fabrikkerne i udlandet. Dem skal vi primært vise frem for på messer i Danmark, og vi regner med, at de besøger E&H 2018. Messen er ganske enkelt en nemmere måde for os at mødes med mange branchefolk, og vi har igen gjort rigtig meget ud af at fortælle vores kunder, at vi gerne vil møde dem på E&H 2018, forklarer Jan Dahl, som ville ærgre sig, hvis E&H-messen ikke var en realitet.
- Så ville vi begynde at lave flere egne arrangementer. Men vi vil rigtig gerne E&H, fordi vi får meget ud af messen, understreger han.
Gensyn med Volvo
For Volvo er E&H 2018 et gensyn med fagmessen. Den danske leverandør deltog i 2012 på den første messe, der blev arrangeret i samarbejde mellem Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning, men valgte at prioritere anderledes i 2015. Nu er de tilbage.
- Vi vil gerne vise, at vi er en del af Maskinleverandørerne, og at vi bakker op om E&H. Vi er med, og vi viser de maskiner og redskaber, som vi tror på, siger Jens Ejsing, adm. direktør i Volvo Entreprenørmaskiner.
Entreprenør & Håndværk 2018 afholdes 14.-16. juni 2018 i samarbejde mellem Maskinleverandørerne og MCH Messecenter Herning. Messen er åben alle dage kl. 9.00-17.00, og der er gratis adgang.
-los