Murere får lettere stilladser
Ifølge en aftale mellem 3F og Dansk Byggeri må ingen dele i et stillads til opmuringsarbejde veje mere end 15 kilo efter 1. januar 2018. Og forventningen i branchen er, at Arbejdstilsynet bakker op om aftalen
Der findes mange gode og mindre gode undskyldninger for dårligt arbejdsmiljø og den alt for tidlige nedslidning af folkene ude på byggepladsen. En af de hyppigt anvendte er helt lavpraktisk, at der ikke er udviklet alternativer, der kan forhindre belastningerne.
Men den kan stilladsbranchen ikke læne sig op af. For med aluminium og komposittens indtog har der i årevis været lettere alternativer til de tunge stilladser med trætraller, der tidligere kunne veje op mod 40 kilo, når de havde suget fugt. Alligevel har der været mange bump og forviklinger på vejen, før 3F og Dansk Byggeri tilbage i 2013 fik nedskrevet to protokollater, der især vil gøre arbejdsdagen lettere for murere og murerarbejdsmænd ved opmuringsarbejde. Aftaler, der fra første januar 2018 betyder, at ingen dele i murerstilladset må veje over 15 kilo i brugsvægt.
- Det er umuligt at sætte tal på, hvor meget det kommer til at mindske den samlede løftemængde for folkene ude på byggepladsen. Men det får en stor betydning, for når du er murer eller murerarbejdsmand, så ved de fleste godt, hvor ryggen sidder, når de har passeret de 40 år. De tunge løft i kulde og træk gennem mange år sætter sig som problemer i ryg, arme og skuldre, og mange lidt ældre slås med daglige smerter og må tage en masse piller for at klare de sidste år før pensionen, fortæller miljøkonsulent i 3F’s Byggegruppe, Flemming Hansen.
Haki A/S er forberedt på de nye regler og har haft de lette murerstilladser længe, men forventer først et stigende salg i starten af 2018.
For meget fodslæb
Både 3F og Dansk Byggeri har løbende orienteret om de nye regler. Og det er endda flere år siden, at de tunge traller skulle have været udfaset.
- Det går fremad med udskiftningen, men forløbet har ikke været optimalt. Nogle virksomheder er i stedet for begyndt at bruge smallere trætraller for at få vægten ned. Men det betyder bare, at der skal bruges flere traller, så murerarbejdsmanden skal løfte det samme bare fordelt på flere løft. Og det er helt misforstået. Formålet har hele tiden været, at løftemængden skulle ned, så vi får mindre nedslidning, siger Flemming Hansen, der samtidig erkender, at det nok heller ikke bliver alle, der også når at skifte ud til lettere stilladsdele inden årsskiftet.
- Men det undrer mig. For vi har en aftale og er enige med Dansk Byggeri i, at det her skal gennemføres, og branchen har haft fire år til at indfase det, så hvis de ikke når det, er det simpelthen ikke ok. Og konsekvensen bliver, at man kan forvente faglige sager, og at medlemmerne med rette ikke bruger de tunge dele.
Lettere traller betaler sig bedst
En af de store aktører på stilladsmarkedet, Haki A/S, kender godt til problematikken med de smalle traller. Men dem har de bevidst fravalgt at sælge, fortæller kommerciel direktør, Henrik G. Christensen.
- De vejer selvfølgelig mindre, fra 14-17,8 kilo, men de bliver slidt og suger fugt, og så vil de have en brugsvægt på væsentligt over 15 kilo. Desuden er de ikke ligeså stærke, og mange klarer ikke EU kravene til droptest. Testen med de 100 kilo ryger direkte gennem trallen, og det dur ikke. Og vi vil kun have traller, vi med sikkerhed kan sælge lovligt, siger han og fortæller, at de også har nogle såkaldte ergo trætraller. Men de er til andre opgaver end opmuring, og at fordelingen i salget ligger, så det cirka er hver fjerde solgte tralle, der er af aluminium eller fibertralle.
- Mange fortsætter med trætraller, fordi de synes, de andre er for dyre. Men det er meget kortsigtet. De andre koster selvfølgelig 2-3 gange mere. Til gengæld er en aluminiumstralle næsten uopslidelig. Den skal nærmest køres over af en maskine, før den ryger ud af drift, mens en trætralle typisk vil være slidt op efter 5-6 år, hvor man så skal ud og købe nye.
- Vi bliver spurgt til de nye regler, men jeg tror også mange lige venter og ser, hvor hårdt Arbejdstilsynet slår ned på overtrædelser – før de for alvor rykker med at købe nyt ind, siger teknisk konsulent og sælger hos Haki A/S Henrik Warner.
Det kommer bag på nogen
Men opmærksomheden om de nye regler har haft en effekt. Inden for den sidste måned har Haki A/S haft rigtig mange henvendelser fra både rådgivende ingeniører og virksomheder, der spørger til de nye regler.
- Det er min fornemmelse, at det er kommet lidt bag på nogen, at der ikke kommer en lang overgangsperiode, og at det faktisk er lige om lidt, reglerne gælder. De, der har købt ved os de sidste par år, har købt lettere stilladsdele, og aktuelt mærker vi en stigning i salget, men vi forventer ikke det store ryk nu og her. Mange mindre murerfirmaer ligger stille i vinterperioden, så for dem vil det være mest fornuftigt at vente med at købe det nye stillads til behovet opstår. Derfor er det nok først i 1. og 2. kvartal, vi kommer til at opleve et stigende salg, siger Henrik G. Christensen, men tror ikke, alle rykker lige hurtigt.
- Der skal nok være nogle, der tænker mere i penge end arbejdsmiljø, og det er nok også dem, der lurepasser lidt. De vil lige se, hvordan Arbejdstilsynet følger op på de nye regler. Men Arbejdstilsynet har normalt meget fokus på tunge løft, så jeg har da en vis forventning om, at de her regler betyder, at Arbejdstilsynet stiller lidt større fokus på stilladser.
Det lettere stilladsgrej findes på markedet i dag. For eksempel vejer denne trappe til murerstilladset kun 13,1 kilo.
Har solgt det tunge stillads
Det er også forventningen hos Danmarks største udlejer af stilladser, GSV Materieludlejning. Her siger salgschef Morten Frost:
- Det her handler om at give folk ude på byggepladsen et bedre arbejdsmiljø og forhindre nedslidning, så jeg har ikke fantasi til, at Arbejdstilsynet bare vil lukke øjnene. Men det kan være, jeg bliver klogere efter 1. januar.
Samtidig her GSV Materieludlejning taget konsekvensen og har solgt alt deres tunge murerstillads til fordel for et nyt system i komposit. Selv om Morten Frost ikke vil sige beløbet, indrømmer han, at det har været en rigtig stor investering.
- Men vi gør det for at kunne dække behovene hos både store og små kunder, og efterspørgslen er der. Alt det nye materiel, vi har købt ind, er allerede ud og køre. Og selv om det er en stor investering for os, så bliver det kun lidt dyrere for kunden. Vi kører i øjeblikket en kampagne, hvor man kan leje en komposittralle for 70 øre om dagen, mens den smallere trætralle koster 30 øre.
Forventer kontrol
Fra politisk hold har opfordringen ofte været, at byggeriets parter i højere grad selv må gå ind og bidrage aktivt til løsningen af branchens arbejdsmiljøproblemer. Og i forhold til stilladser har Arbejdstilsynet også skubbet på. Helt tilbage i 2008 henvendte de sig til branchen med opfordring til at udvikle lettere stilladsløsninger. Og i forhold til den nye aftale har tilsynet også været med på sidelinjen blandt andet gennem den daværende direktør for Arbejdstilsynet, Jens Jensen. Desværre har det ikke været muligt inden redaktionens afslutning at få et konkret svar på, hvordan Arbejdstilsynet vil agere i forhold til de nye regler.
Men forventningen både i branchen hos 3F og Dansk Byggeri er, at Arbejdstilsynet vil bakke op om aftalen og kontrollere det ved byggepladsbesøgene, og at overtrædelser vil kunne føre til påbud. Eller som Murersektionen i Dansk Byggeri klart, kort og kontant har skrevet til sine medlemsvirksomheder: ’Fra nytår vil Arbejdstilsynet kunne føre tilsyn og give påbud’.
Tekst og foto: Johannes H. Nørgård
Fakta: De nye regler
Baggrunden for de nye regler bunder i, at man ved opmuringsarbejde gik over fra halvanden meters skift til et meters skift, for at undgå arbejde under knæhøjde og over skulderhøjde. Men det har samtidig den konsekvens, at der sker cirka 50 procent flere håndteringer af stilladset. For at rette op på det har man indført regler, der blev nedfældet i to protokollater i 2013:
- Den ene går på lettere traller, der allerede er gældende. De må ikke veje over 15 kilo i brugsvægt.
- Det andet omfatter stilladsdele. For eksempel længdebjælker, søjler og diagonaler. De må efter 31. december 2017 heller ikke veje over 15 kilo.
- Aftalerne om lettere stilladser gælder kun opmuringsarbejde, (sten på sten) og altså ikke alt muligt andet som oppudsning, taglægning m.m.
- Det er alle medlemmer af 3F og Dansk Byggeri, der er omfattet af aftalen, altså typisk murere og murerarbejdsmænd, men også stilladsarbejdere, hvis det er et stillads til opmuring, de håndterer.