Aktuelle nyheder - EntreprenørMateriel

Nyt maskinvalg til 30 meter dyb Metro-skakt i SydhavnTeleskoparmen på Hitachi ZX350LC-6 CTA har en rækkevidde på 30 meter. Hydraulik-kapaciteten er øget markant, da teleskoparmen kræver ekstra kraft. Foto: Nils Holm

Nyt maskinvalg til 30 meter dyb Metro-skakt i Sydhavn

Mozarts Plads er en af stationerne på den kommende forbindelse til Københavns Metro Cityring. Udvidelsen af metroen kræver sit materiel

Del artiklen på

Anlæg

Udbygningen af Metroen fortsætter, og et af de aktuelle projekter er Cityringen Sydhavn 1, hvor to af verdens førende byggefirmaer Hochtief og Vinci skal etablere 4,5 km dobbelte tunnelrør med 5 nye stationer: Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg.

- Vi har blandt andet fået opgaven med at udgrave skakten til stationen på Mozarts Plads. Der findes flere forskellige metoder ved etablering af så store og dybe skakte, og vi har valgt at arbejde på en ny måde, der giver en høj produktivitet, fortæller ejer Carl-Ole Holbøll fra entreprenørfirmaet Holbøll A/S.

Han fortsætter:

- Her arbejder tre Hitachi gravemaskiner sammen. Nede i skakten er en ZX350LC-5B udstyret med hammer, en speciel grubetand og skovl. Sammen med en ZX225USLC-3 bryder og graver den, så der hele tiden er materiale, som en tredje gravemaskine – en model ZX350LC-6 CTA med teleskoparm og dermed ekstra lang rækkevidde – kan hente op fra 30 meter nede og læsse direkte på en lastbil.

Trods den kendte modelbetegnelse ZX350, er der tale om en helt speciel maskine, hvor hydraulik-kapaciteten er øget markant, fordi teleskoparmen kræver ekstra kraft og skal virke hurtigt. Førerkabinen kan skydes frem og har en rude i gulvet, så der er frit udsyn ned i udgravningen og sikkerheden dermed øges. For at sikre helt præcist arbejde er der også monteret kamera ude på teleskoparmen, og maskinen er forlænget bagtil med ekstra kontravægt.

Klimaopgaver i fremtiden
Holbøll A/S, der har 120 medarbejdere, løser i dag stadig flere opgaver med udgravning af dybe skakte. Carl-Ole Holbøll forventer, at der i takt med klimaforandringerne vil blive mere arbejde til teleskopmaskinen:

- Voldsomt vejr betyder, at der er brug for at etablere regnvandstunneler. Der laves pt. flere i Københavns indre by, og der har man som regel to eller flere skakte. Maskinen er også ideel til at udgrave dem, og den vil desuden blive en del af den flåde af specialmaskiner, vi udlejer til andre. Hurtigheden ved at hente materiale dybt nede og i samme arbejdsgang læsse det på en lastbil giver den høje produktivitet, der er brug for på mange anlægsopgaver.

Virksomhedens maskinpark serviceres af virksomhedens eget værksted støttet af servicefolkene hos H.P. Entreprenørmaskiner, der importerer Hitachi til Danmark:

- De hjælper os med deres tekniske viden, så vi selv kan løse tingene og arbejde på vores måde, siger Carl-Ole Holbøll.

Artiklen fortsætter under billedet...
Nede i metro-skakten på Mozarts Plads i Sydhavn arbejder både en Hitachi ZX350LC-5B og en Hitachi ZX225USCL-3. Foto: Nils Holm

Serviceskakt til borebisserne
De fem nye stationer i Cityringen Sydhavn 1 åbner i 2024 og bliver en udvidelse af metrolinjen M4, som går til Nordhavn. Københavns sydlige havnedistrikt rummer flere nye byudviklingsområder, som dermed forbindes tættere med den øvrige del af hovedstaden.

Foruden skakten til passagerstationen Mozarts Plads, etablerer Holbøll A/S også Gåsebæk, som er en serviceskakt. Den er ikke åben for publikum og bruges bl.a., når boremaskinen skal op og ned.

Holbøll A/S arbejder for TUNN3L - et joint venture mellem byggefirmaerne Hochtief og Vinci, der leverer det færdige projekt til Metroselskabet, ejet af kommunerne København og Frederiksberg samt Transportministeriet.

Tidsplanen for stationen på Mozarts Plads er, at den vil være færdigudgravet ved udgangen af 2019, og herefter forberedes støbningen af stationens bund. Med bunden færdig støbes indervægge og etager i stationen. Denne fase varer frem til første halvdel af 2021.

Fakta om Hitachi ZX350LC-6 CTA (Clamshell Telescopic Arm):
- Arbejdsvægt 46,6 tons
- Vertikal gravedybde 30 meter
- Aflæsningshøjde 4,84 meter
- Grabstørrelse 1,55 kubikmeter

-los

Læs mere om EntreprenørMateriel

9/12 2019
EntreprenørmaskinerBelysningBrancheforeningByggepladsindretningByggestrømDræningGummihjulslæsserHavnerenoveringHejsHydrauliske pumperKapsaveKontorvogneKranerLandmålingLasereLifteLiftudlejningMaskinstyringMaterielopbevaringMinigraverMinilæsserNaturgenopretningNedbrydnings-robotterNedskæring og demonteringOpvarmningOversvømmelserPavillonerRendegraverRullestilladsSalg af lifteSandafretter til minigraverSaxliftSemimobilkranerStigerStilladserTårnkranerTeleskoplæsserUddannelseUdlejningVakuumløfterVejesystemerTilføj dit firma her.
Send en mail.