Se billederne fra den store vejfest
4000 vejfolk fra hele verden myldrede til Road Technology Days 2018 hos Wirtgen Groups asfaltudlægger-fabrik hos Vögele i Ludwigshafen
Der fedtes ikke med småmønterne, når der kaldes til vejfest i Ludwigshafen i det sydvesttyske. Festen er ikke kun forbeholdt vejens egne folk, men vejfolk i både øst, vest, syd og nord. Og de kommer i tusindtal for at være med til vej-kalas. Også fra Danmark, selv om der altså er en smuttur på 850 km fra den danske Vögele-repræsentation i Fredericia.
- Vögele tog imod 4000 gæster til årets teknologidage. Som medlem af den store Wirtgen-familie er det Vögele-fabrikken, der inviterer hvert tredje år. Værtskabet går på skift mellem Vögele, som laver asfaltudlæggere, Hamm med produktion af tromler i Tirschenreuth tæt på Tjekkiet, og Wirtgen-fabrikken i Windhagen ved Bonn, hvor der produceres asfaltfræsere. Hver gang har værterne en omfattende menu med nyheder, masser af maskiner, show og gastronomi klar, fortæller salgschef Jan Dahl hos Wirtgen Denmark i Taulov.
Artiklen fortsætter under billedet...
Salgschef Jan Dahl kender produktionsforholdene på Vögele-fabrikken ned til de mindste detaljer og tog tjansen som guide for de danske gæster på fabriksrundgangen.
Største nogensinde
Vej- og asfaltfolk fra alverdens lande stævnede mod dette års udgave af Road Technology Days hos Vögele. Omkring 70 af de 4000 havde taget turen fra Danmark. Hovedparten i dobbeltdækkerbus med fin stemning og masser af maskinsnak. Totalt deltog omkring 250 fra de nordiske lande.
- Det var 15. gang, Wirtgen Group inviterede til teknologidage hos en af fabrikkerne, og arrangementet har aldrig tidligere været så stort som i år. Der blev vist og demonstreret maskiner beregnet til hele verden. Og der er altså forskel på de maskiner, der sendes til vore breddegrader med høje krav til komfort og ergonomi, og de billigere maskiner, som blandt andet bruges i afrikanske lande. Alle maskiner bygges naturligvis til at udføre de forskellige opgaver optimalt. Men der er forskel på både måden, man bygger veje på, og på ønsker og krav til udstyr, forklarer Jan Dahl.
Artiklen fortsætter under billedet...
Tre danske Wirtgen Denmark-værter skridter fronten af hos Vögele. Fra venstre er det Jan Dahl, Søren Johansen og Finn Nielsen.
Tæt dialog
For Wirtgen-fabrikkerne handler det om at præsentere maskinerne og vise deres muligheder i funktion. En del af fabriksområdet i Ludwigshafen var omdannet til et kæmpestort udstillingsareal, hvor de mange internationale gæster havde mulighed for både at sparke dæk, nyde lidt køligt på en bænk, og ikke mindst få en teknisk snak med teknikere og eksperter fra både Vögele, Hamm og Wirtgen.
- Det er en vigtig del af Wirtgen Denmarks deltagelse med mange af vore kunder, at der netop er mulighed for at tale med fabrikkernes specialister. Her kan udøvende danske asfaltfolk få en direkte og tæt dialog med konstruktørerne, der beregner og tegner fremtidens maskiner. Ofte benytter nogle lejligheden til at lancere specielle ønsker. Og vi har efterhånden en del gange set danske ønsker om ændringer ved allerede eksisterende maskiner blive til virkelighed. Der lyttes, når asfaltens fagfolk kommer på besøg, siger Jan Dahl.
Artiklen fortsætter under billedet...
Show med et inferno af lys, lyd og farver – og med store asfaltmaskiner som hovedaktørerne.
Gigant på Bauma
Road Technology Days er som hovedregel i kalenderen hvert år i september. 2018 blev undtagelsen, der bekræfter reglen. I sommeren 2017 blev kæmpen Wirtgen Group overtaget af giganten John Deere, og derfor valgte man at springe 2017 over og i stedet afholde teknologidagen i april i år.
Dermed er der lagt op til et særdeles hektisk Wirtgen-år i 2019, hvor man vender tilbage til den kendte termin igen. Foruden selv at invitere kunder fra hele verden til Road Technology Days 2019, bliver Wirtgen Group en af de suverænt mest markante udstillere på verdens største entreprenørmesse Bauma 2019 i München.
Også her er traditionerne stolte og voldsomme. Wirtgen med hele fem fabrikker og et tilsvarende antal brands har bestilt en messestand i München på 13.500 kvadratmeter, hvor planen er både at præsentere de fem fabrikker Wirtgen, Vögele, Hamm, Kleemann og Benninghoven under Wirtgen Group-paraplyen, og samtidig lancere John Deeres entreprenør-del på det europæiske marked.
-los