Ansatte i byggebranchen presses til ulovlighederFormand for Byggegruppen i 3F, Claus von Elling

Ansatte i byggebranchen presses til ulovligheder

Ifølge en ny undersøgelse blandt medlemmerne fra Teknisk Landsforbund har næsten hver tiende af de adspurgte medlemmer fået direkte instruktion fra chefen om at udføre noget, der var på kant med loven

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det har længe været kendt, at der fortsat er problemer med arbejdsmiljøet i store dele af bygge- anlægsbranchen. Men at danske ansatte ligefrem presses af deres arbejdsgivere til at medvirke ved ulovligheder, der er dog noget nyt.

Ifølge en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmer af Teknisk Landsforbund har 16 procent været vidner til ulovligheder.

Og meget bekymrende har 61 procent af de pågældende været vidner til ulovlig håndtering af asbest, mens hver tredje have set anvendelse af illegale migrantarbejdere.

Utryghed ødelægger arbejdsglæden
Teknisk Landsforbunds landsformand Jannik Petersen kalder situationen ”helt uacceptabel” og understreger, at ingen skal gå på arbejde med frygten for at blive inddraget i ulovligheder eller tvinges til at se den anden vej:

- Det skaber utryghed og ødelægger arbejdsglæden, når man oplever ulovligheder uden at kunne sige fra. Byggebranchen har brug for en kulturændring, hvor medarbejdere trygt kan indberette ulovligheder uden risiko for repressalier.

- Men det kræver mere end blot gode intentioner. Uden konsekvenser for de ansvarlige fortsætter problemerne uforstyrret, påpeger han.

Ikke kun udenlandsk arbejdskraft
Arbejdskriminalitet bliver i den offentlige debat oftest kædet sammen med udenlandsk arbejdskraft, men undersøgelsen viser, at det langt fra kun er et problem for de udenlandske arbejdere.

Undersøgelsen viser nemlig, at den utryghed og usikkerhed, som udenlandske kolleger oplever, også påvirker de danske kolleger.

Teknisk Landsforbund opfordrer derfor til at sikre, at arbejdspladserne har ”whistleblower ordninger”, der gør det muligt anonymt at anmelde ulovligheder.

Samtidig skal myndighederne have bedre muligheder for at håndhæve reglerne.

National offensiv
Danske Byggefag opfordrer derfor politikerne til en ”national offensiv” mod arbejdskriminalitet, hvor kontrol og sanktioner skærpes markant:

- Vi har foreslået, at der nedsættes et nationalt forum for arbejdskriminalitet, hvor myndigheder som SKAT, politi og Udlændingestyrelsen samarbejder tættere. Det skal være slut med, at kontrolinstanserne arbejder i siloer.

- Der er brug for en samlet indsats, der reelt kan sætte en stopper for de kriminelle aktører. Samtidig skal strafferammerne hæves, så det ikke længere kan betale sig at snyde, siger Claus von Elling, der er formand for Byggegruppen i 3F.

Skal beskytte lovlydige virksomheder
Ifølge Claus von Elling er det afgørende, at politikerne forstår, at det ikke kun handler om moral, men også om at beskytte lovlydige virksomheder og sikre fair konkurrence:

- Den danske byggebranche skal være kendt for kvalitet, sikkerhed og ordnede forhold – ikke for svindel og kynisk udnyttelse af arbejdskraft. Det kræver en konsekvent politisk indsats, hvor der ikke blot tales, men handles, siger han.

FAKTA
Undersøgelsen fra Teknisk Landsforbund er baseret på svar fra 383 medlemmer i bygge branchen. Tallene er indsamlet i november og december 2024.

- 8 procent har fået direkte instruktioner af chefen til at gøre noget på kant med lovgivningen.

- 16 procent af medlemmer i byggeriet har været vidne til noget ulovligt

- 61 procent af dem har været vidne til ulovlig håndtering af asbest

- 23,5 procent af dem har oplevet manglende certifikater ved asbest

- 33 procent af dem angiver at have været vidne til sager om illegale migrantarbejdere

- 19procent af dem angiver at have været vidne til sager om forurenet jord dumpet i naturen

- 81 procent greb ind

- 21 procent har ikke whistleblowerordning på jobbet

- 87 procent ved ikke, at virksomheder med over 50 ansatte skal have en whistleblowerordning

Teknisk Landsforbund er fagforening for teknikere, teknologer, designere eller konstruktører i produktions- og procesvirksomheder, i teater- og eventbranchen og i byggeriet. Forbundet har cirka 30.000 medlemmer.

Danske Byggefag er samarbejdsorganisation for syv FH-forbund med medlemmer der arbejder i byggeriet. Danske Byggefags medlemmer er 3F Byggegruppen, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk El-Forbund, Dansk Metal, HK Privat, Malerforbundet og Teknisk Landsforbund.

18/2 2025