Fokus fra Rigsrevisionen på bygge- anlægssektoren

Fokus fra Rigsrevisionen på bygge- anlægssektoren

Rigsrevisionen præsenterer 10. marts to rapporter – dels om ”tilsynsindsatsen over for ulovligt asbestarbejde” og dels om ”tidsforbrug og økonomi i statslige bygge- og anlægsprojekter”

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Kræftens Bekæmpelse anslår, at der årligt dør cirka 300 danskere, fordi de har været udsat for støv med asbest. I dag er det forbudt at anvende alle former for asbest i byggerier, og sådan har det været siden 1990.

Men asbest findes stadig i mange bygninger rundt om i Danmark. Ifølge Danmarks Statistik indeholder hvert tredje tag asbest, og der kan også forekomme asbest i mange andre dele af bygninger som for eksempel ydermure, hvilket stiller krav til sikkerheden på arbejdspladserne i bygge- og anlægsbranchen.

I 2022 indgik Folketinget en politisk aftale om asbest. Formålet var at styrke indsatsen mod, at ansatte bliver udsat for farligt asbeststøv.

Beretningen fra Rigsrevisionen handler om Arbejdstilsynets grundlag for at vurdere, hvor risikoen for ulovligt asbestarbejde er størst.

120 bygge- anlægsprojekter kortlagt
Rigsrevisionen har kortlagt 120 bygge- og anlægsprojekter, som skulle være færdige i perioden 2018-2022. Projekterne er fordelt på seks ministerområder.

Rigsrevisionen viser med sin undersøgelse, om bygge- og anlægsprojekterne er blevet færdige til tiden og inden for den oprindelige økonomiske ramme.

6/3 2025