Marianne Vind kæmper for at gøre asbest til fortid
SPONSORERET INDHOLD, Selvom det har været ulovligt at anvende asbest i EU siden 2005, så dør op mod 90.000 europæere stadig hvert år på grund af de kræftfremkaldende asbestfibre.
Socialdemokraten Marianne Vind arbejder på at få vedtaget nye EU-regler, som kan rette op på det problem.
- Sidste efterår mødte jeg Dan Henriksen, som er dødeligt syg af lungehindekræft. Det er der én eneste årsag til, og det er, at han som ung blikkenslager skulle renovere badeværelserne på et gammelt kursuscenter. Efter en måneds tid viste det sig, at der var asbest, fortæller Marianne Vind, der sidder i Europa-Parlamentet for den socialdemokratiske S&D-gruppe.
Siden 1980’erne har det været ulovligt at anvende asbest i Danmark, og på EU-niveau har man haft et forbud siden 2005. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er asbest i mange gamle bygninger.
- I dag dør op mod 90.000 europæere hvert eneste år, fordi de har håndteret asbest i forbindelse med deres arbejde. Det er et skræmmende højt tal, og hvis vi ikke går til værks og strammer reglerne, så risikerer vi, at det tal kommer til at stige i de kommende år.
Energirenoveringer kan koste liv
Ifølge den socialdemokratiske EU-politiker skyldes det, at hundredtusindvis af gamle bygninger i hele EU står over for store energirenoveringer, som skal nedbringe energiforbruget og bidrage til den grønne omstilling. Men hvis ikke det gøres klogt og med omtanke for de mange arbejdere, så kan det altså ende med at koste liv.
- Dan Henriksen er kun 44 år. Han har en kone, som snart mister sin mand, og to teenagedøtre, som snart mister deres far. Det er en ubærlig skæbne, som ingen fortjener. Derfor arbejder jeg på at stramme asbest-reglerne på EU-niveau.
Europa-Parlamentet presser på
Indtil videre ser det ud til at gå i den rigtige retning. Som medlem af Europa-Parlamentet var Marianne Vind med til at stille ambitiøse krav til den lovpakke, som EU-Kommissionen fremlægger i det nye år.
På listen over krav er bl.a. en markant lavere grænseværdi for asbest, påbud om asbest-screeninger i gamle bygninger før renoveringer og bedre kompensation for asbestrelaterede sygdomme. Desuden skal bygningsarbejdere klædes bedre på til at identificere asbest, og dertil kommer også et EU-forbud mod indkapsling af asbest, så man ikke længere kan gemme asbesten væk til fremtidige generationer.
- Det vil gøre en kæmpe forskel for mennesker i hele EU, hvis disse forslag bliver arbejdet ind i den lovgivning, som EU-Kommissionen snart skal fremlægge. Nu har vi gjort vores stilling klar i Europa-Parlamentet, og den vil vi bruge til at lægge pres på resten af EU-systemet for at stramme EU-reglerne for asbest.
Marianne Vind indgår i den socialdemokratiske S&D-gruppe i Europa-Parlamentet. Du kan læse mere om hendes kamp for at gøre asbest til fortid ved at besøge mariannevind.dk/asbest. Hvis du har spørgsmål eller kommentarer til hendes arbejde, så kan hun kontaktes via marianne.vind@europarl.europa.eu.