
Strafniveauet for ulovligt deponi af byggeaffald er ikke højt nok
Magnus Heunicke erkender, at det kan betale sig at spekulere i svindel med kontrol og deponering af byggeaffald
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Leila Stockmarr (EL) har i Folketingets spørgetid spurgt miljøminister Magnus Heunicke (S), hvad han vil gøre for at sikre, at kommuner ikke modtager potentielt giftig og forurenet jord fra andre kommuner.
Hun peger på, at den pågældende jord kan udgøre en miljømæssig og sundhedsmæssig trussel lokal.
Jordflytningsbekendtgørelsen
Magnus Heunicke erkender, at det er et reelt problem, og han peger på, at der skal arbejdes på at løse problemer ad flere veje.
Dels at sikre, at de allerede gældende regler i Jordflytningsbekendtgørelsen overholdes, og dels vil han ikke afvise at stramme reglerne.
Jordflytningsbekendtgørelsen er beskrivelser af det gældende system, hvor man skal anmelde en flytning til kommunen, ligesom der skal udføres kontrol og tilsyn med, at reglerne overholdes. Sker det ikke, skal der indgives en politianmeldelse
To arbejdsgrupper
Med henblik på, om reglerne skal stramme, har ministeren samlet en række borgmestre med konkrete erfaringer og en række eksterne eksperter på området:
- Lige nu arbejder Miljøstyrelsen og Kommunernes Landsforening tæt sammen om at se på mulige løsninger.
- Vi har lavet to arbejdsgrupper om håndtering af henholdsvis jord og bygge- og anlægsaffald for netop at se på, om der er behov for nye regler for at sætte ind over for svindel både med jord og med bygge- og anlægsaffald, forklarer miljøministeren.
Alt for lidt kontrol
Leila Stockmarr peger på, at der bliver transporteret millioner af tons byggeaffald på tværs af kommunegrænserne, og ingen ved reelt, hvor meget jorden, der er forurenet:
- Vi ved ikke, hvem der håndterer det, og vi ved ikke, om det bliver kontrolleret, hvor det bliver dumpet. Vi har altså en potentiel bombe under vores miljø og vores sundhed, som vi ikke kender omfanget af, og hvor der jo tydeligvis er brug for politisk indgriben, siger hun
Leila Stockmarr understreger, at en del aktører ”tjener styrtende med penge” på byggeaffaldet, og det gælder såvel virksomheder, der håndterer jorden, som lodsejere, der siger ja til at modtage i jorden og få den dumpet.
Slet ikke nok
Miljøministeren erkender til slut, at det ”åbenbart helt tydeligvis kan betale sig at spekulere i den her svindel”:
- Vi kan se, at der er nogle meget, meget brodne kar i den her sektor, som spekulerer i det, og hvor strafniveauet slet ikke er afskrækkende nok. Hvor kontroltrykket slet ikke er godt nok, og deling af oplysninger slet ikke er intensivt nok.
- Det er noget, vi skal have på bordet, og det er det, vi har de eksterne eksperter og kommunerne selv til at rådgive os om i de to arbejdsgrupper, som er i gang...