ArkivfotoHavets råstoffer udsat for hårdt pres
NCC vil have tilladelse til at udvinde yderligere 3,2 millioner kubikmeter råstoffer fra Køge Bugt
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Hovedstadsområdet skal bruge uanede mængder af råstoffer til ikke mindst anlægget af Lynetteholmen.
Men disse råstoffer kan ikke alene findes i grusgravene rundt om på Sjælland. De skal også hentes i havet.
Det har fået Folketingets Miljøudvalg til at spørge miljøminister Magnus Heunicke, hvor hovedstadsområdet skal hente råstoffer fra, hvis Miljøstyrelsen afviser entreprenørselskabet NCC’s ønske om fortsat at kunne indvinde råstoffer i Køge Bugt, der er blandt de havområder, som i øjeblikket leverer råstoffer.’
Vil have tilladelse til yderligere 3.200.000 kubikmeter
Miljøministeren forklarer, at den i nuværende tilladelsesperiode årligt i gennemsnit er indvundet cirka 267.000 kubikmeter i Køge Bugt.
NCC Industry har søgt om tilladelse til at indvinde yderligere 3,2 millioner kubikmeter i alt indtil 2035.
Ifølge Region Hovedstadens prognose for råstofforbrug vil der være behov for 10-11 millioner kubikmeter årligt i perioden 2025-2035.
Mindre del af råstofforsyning
Råstoffer fra indvindingsområdet i Køge Bugt kan derfor dække cirka tre procent af regionens råstofbehov, hvis alle råstoffer indvundet i området anvendes i Region
Hovedstaden:
- Indvindingsområdet bidrager med en relevant, men dog mindre, del af Region Hovedstadens råstofforsyning, konstaterer ministeren.
Spredte udviklingszoner
Han forklarer videre, at der med ”Havplanen” er udlagt geografisk spredte udviklingszoner til råstofindvinding med henblik på at sikre muligheden for at indvinde forskellige råstofkvaliteter i alle havområder, der kan opfylde råstofforsyningsbehovet også i fremtiden.
Ifølge ministeren er råstofbranchens virksomheder ”de mest kvalificerede til at vurdere, hvilke alternative råstofressourcer og -områder, der bedst kan opfylde virksomhedernes behov”.
Råstofudvinding i Kattegat 300 procent dyrere
Råstofbranchen har forsøgt at overbevise politikerne om nødvendigheden af fortsat at kunne grave i Købe Bugt med påstande om, at alene den længere sejltid vil gøre råstofferne fra Faxe Bugt 125 procent dyrere, og råstofferne fra Kattegat bliver 300 procent dyrere.
Miljøministeren erkender, at omkostninger til transport øges, når afstanden til indvindingsområderne stiger:
- Kortest mulig sejlafstand er at foretrække, også af hensyn til CO2-udledningen, men det har også omkostninger at efterlade et indvindingsområde i en uacceptabel miljøtilstand, slutter han.