
Kommunerne bestemmer om ulovligheder skal politianmeldes
Kommunen kan anvende Bygningsreglementet for den skete overtrædelse – hvis den vil
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Hvis en kommune konstaterer, at der er tale om en overtrædelse af Byggeloven, herunder at et byggeri er påbegyndt uden byggetilladelse, kan kommunen politianmelde bygningsejer for at overtræde loven.
Det fremgår af et svar til Folketingets Beskæftigelsesudvalg fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen.
Men det må samtidig konstateres, at det er helt op til kommunen, OM der skal indgives politianmeldelse for ulovlighederne.
Grotesk udslag
Det kan give groteske udslag, som da en studentermedhjælper i en teknisk forvaltning indgav politianmeldelse mod en byggevirksomhed for at have nedgravet TOMME rør til jordvarme, inden byggetilladelsen var udstedt.
Politianmeldelsen blev indgivet 31. maj, hvorefter samme medarbejder dagen efter udstedte byggetilladelsen.
Domstolene afgør sagen
Victoria Velasquez fra Enhedslisten har spurgt ministeren, om muligheden for administrativt at udstede bødeforlæg ved byggeri uden byggetilladelse kan være en måde at sikre bedre overholdelse af love og retningslinjer:
- Kommunen kan anvende Bygningsreglementet for den skete overtrædelse. Det vil sige, at de kan politianmelde, uanset om der måtte være iværksat påbud om lovliggørelse eller standsning af arbejdet.
- Det er domstolene, der afgør, om der skal udstedes bøde og størrelsen på bøden, oplyser ministeren.
Tilstrækkelige rammer
Hun mener på den baggrund, at der lovgivningsmæssigt er ”sat tilstrækkelige rammer” for, at kommunerne som bygningsmyndighed kan føre kontrol med byggerierne i Danmark og reagere på ulovlige forhold.