Wicotec Kirkebjerg på storindkøb i Vestsjælland
Teknikentreprenøren overtager 100 procent af aktierne i Rent-Tech, som beskæftiger mere end 500 medarbejdere og bl.a. består af selskaberne Multi-Tech og AGJ
Wicotec Kirkebjerg, som er en del af Aarsleff-koncernen, overtager Rent-Tech, der består af datterselskaberne Multi-Tech og Asger G. Jørgensen samt 50,5 % af El-Centret Højby ApS. De fire selskaber omsatte i 2025 for cirka 700 millioner kroner og opnåede et EBIT på 88 millioner kroner.
Med opkøbet styrker Wicotec Kirkebjerg sine kompetencer og sin position i Vestsjælland og skaber et endnu stærkere fundament for sin samlede serviceforretning inden for både elinstallationer og specialiseret smede- og rørarbejde til bl.a. medicinal- og fødevareindustrien.
Alle selskaberne fortsætter uændret under samme navn og ledelse, og kunderne vil derfor fortsat møde de samme medarbejdere og opleve den kontinuitet, kvalitet og service, de kender i dag.
Multi-Tech leverer tekniske installationer og serviceydelser til medicinal- og produktionsindustrien i Vestsjælland, mens AGJ leverer rustfrie smede- og rørarbejder til en lang række af industrier med fokus på fødevarer og medicinalindustrien.
Selskaberne har hovedkontorer i Kalundborg og afdelinger i Sorø, Holbæk, Hvalsø og Korsør og beskæftiger samlet set mere end 500 medarbejdere, som alle fortsætter under de nuværende ledelser.
For Wicotec Kirkebjerg handler opkøbet blandt andet om at øge faglighed og kompetencer og om at blive endnu stærkere på områder, hvor kunderne i stigende grad efterspørger specialistkompetencer inden for de tekniske fag.
- Rent-Tech har opbygget en sund og stærk forretning med dygtige medarbejdere, solide kunderelationer, høj grad af agilitet, kompetencer og værdier, som passer rigtig godt sammen med vores.
- Vi får tilført dygtige kollegaer og får yderligere kompetencer med ombord i Wicotec Kirkebjerg-koncernen, som både gør os bedre og giver os mulighed for at skabe endnu mere værdi for vores kunder, siger Brian Ludvigsen, administrerende direktør i Wicotec Kirkebjerg og fortsætter:
- Med Rent-Tech selskaberne ombord, tager vi et markant, strategisk skridt mod en stærkere serviceforretning. Sammen får vi både større kapacitet, flere specialister, en bedre geografisk dækning og et endnu stærkere udgangspunkt for at løse både små, store, komplekse og tværfaglige opgaver.
Hos Rent-Tech har det været afgørende at finde en ny ejer, der kan videreføre virksomhedens kultur og værdier og samtidig skabe nye muligheder for både medarbejdere og kunder.
- Vi har opbygget vores virksomhed omkring stærk faglighed, godt arbejdsmiljø og tætte kunderelationer. Derfor har det også været vigtigt for os at finde den rigtige partner til næste kapitel.
- I Wicotec Kirkebjerg har vi fundet en ejer, som både forstår vores forretning og kan give os nogle muskler og muligheder, vi ikke har haft alene, siger direktør, Niels Jørgensen, og fortsætter:
- Vores kunder møder fortsat de medarbejdere og den faglighed, de kender, men fremover med adgang til en langt bredere organisation, dyb projekterfaring og flere kompetencer.
- For vores medarbejdere åbner det samtidig nye muligheder for både faglig udvikling og for at blive en del af større og mere komplekse projekter. Det er en kombination, vi ser meget positivt på.
Rent-Tech og de tilhørende virksomheder bliver en del af Service & Installation i Wicotec Kirkebjerg-koncernen, men fortsætter under eget navn og på de nuværende adresser.
Overtagelsen forudsætter en række godkendelser herunder fra konkurrencemyndighederne, som forventes i fjerde kvartal 2026. Købet kan derfor tidligst gennemføres i begyndelsen af regnskabsåret 2026/27 og får dermed ingen indflydelse på Aarsleff-koncernens udmeldte forventninger til indeværende regnskabsår.
-dc