Nye momsfrister er omvendt Robin Hood
SMVdanmark advarer mod, at små virksomheder skal betale moms, før pengene er indgået fra kunderne
Af Dan Bjerring
SMVdanmark er i forbindelse med regeringens finanslovs særligt bekymret over, hvordan regeringen vil finansiere skattelettelserne.
Regeringen lægger blandt andet op til at finde 1,5 milliarder kroner. gennem besparelser på erhvervsstøtten – herunder ved at forkorte betalingsfristen for moms for de mindste virksomheder. Det kan ifølge SMVdanmark få alvorlige konsekvenser for virksomhedernes likviditet, da de i nogle tilfælde vil skulle betale moms til staten, før de selv har modtaget betaling fra deres kunder.
Rigtig dårlig idé
Ifølge SMVdanmarks administrerende direktør, Jakob Brandt er det ”en rigtig dårlig idé”, hvis regeringen finansierer skattelettelser ved at forringe de små virksomheders momsvilkår:
- En stor del af regningen havner hos de mindste virksomheder, som slet ikke får glæde af selskabsskattelettelserne. Det er jo en omvendt Robin Hood, hvor man tager fra de små for at give til de store. Den tidsel håber vi virkelig, at politikerne får luget ud under de kommende forhandlinger, siger Jakob Brandt.
Får mindst ud af skattelettelser
Ifølge SMVdanmark er gevinsten ved den lavere selskabsskat meget ulige fordelt. De 1.000 virksomheder, der betaler mest i selskabsskat, står for over 70 procent af den samlede selskabsskattebetaling.
Samtidig betaler mange mindre virksomheder, herunder personligt ejede virksomheder og nystartede selskaber uden overskud, slet ikke selskabsskat.
En forringelse af momsfristerne vil derfor kunne ramme netop de virksomheder, der får mindst ud af skattelettelserne.
SMVdanmark opfordrer regeringen til at friholde de mindste virksomheders momsvilkår og genoverveje de planlagte besparelser på erhvervsstøtten.