Region Sjælland vil grave grus i nationalpark
Etablering af nationalparker må IKKE stride mod en række aktiviteter, herunder råstofplaner
Af Dan Bjerring
Christiansborg
Ifølge miljøminister Magnus Heunicke (S) er det ikke ulovligt, hvor Region Sjælland etablerer grusgrave i Nationalpark ”Skjoldungernes Land” omkring Lejre.
Det fremgår af et svar til Leila Stockmarr (EL), der har bedt om ministerens mening i forhold til, at Region Sjælland ”har planer om at omdanne dele af Nationalpark Skjoldungernes Land til grusgrav”.
Problemet er ikke mindst det umættelige behov i Københavnsområdet for råstoffer til blandt andet etableringen af Lynetteholmen.
Golfbaner på området
Onde tunger påstår, at ”når Region Hovedstaden ikke selv udlægger områder til grusgrave, skyldes det stærk modtand fra de velhavende nordsjællændere, der har placeret golfbaner på råstofområderne”.
Ifølge lovgivningen må etableringen af nationalparker IKKE stride mod en række aktiviteter, herunder råstofplaner:
- Det er en afvejning, der blev lavet, fordi der i nationalparkerne er til ”sidestillede formål”, herunder udvikling af natur og biodiversitet, men også eksempelvis udvikling af det lokale erhvervsliv, oplyser Magnus Heunicke.
Siger sig selv
Han mener, at ”det siger sig selv”, at der ikke skal være store naturprojekter i præcis de områder, hvor der foretages råstofindvinding:
- Nationalparkerne har været rigtig gode til at sikre helheden, så man gennem lokal inddragelse og planlægning kan fremme både natur, erhvervsliv, kultur og friluftsliv.
- Det gode arbejde skal nationalparkerne fortsætte med. Det mener jeg også, at de kan, selvom der kan foretages råstofindvinding i dele af nationalparkerne, svarer ministeren.
Skal foretage afvejning
Han understreger dog samtidig, at regionerne i forbindelse med udarbejdelsen af en råstofplan, eller revision af samme, er forpligtet til at foretage en afvejning i forhold til Råstofloven.
På den ene side skaldwer lægges vægt på blandt andet miljø- og naturbeskyttelse - og på den anden side på en sikring af råstofressourcernes udnyttelse og tages erhvervsmæssige hensyn:
- Som jeg forstår den konkrete sag, har Region Sjælland planer om at udlægge et område i Nationalpark Skjoldungernes Land til et såkaldt ”interesseområde”, oplyser miljøminister Magnus Heunicke.
Ikke ensbetydende med udvinding
Et interesseområde er et areal, hvor der forventes at være råstoffer, men hvor der typisk mangler en nærmere undersøgelse af råstofforekomsten og/eller en nærmere vurdering forud for videre planlægning og eventuel indvinding:
- Udlæg af interesseområder skal således sikre, at der ikke gennem anden planlægning eller ændret anvendelse sker udlæg til andre formål, der på sigt vil kunne forhindre en råstofudnyttelse.
- Det bemærkes derfor, at udlæg af et areal til interesseområde IKKE er ensbetydende med, at der vil ske råstofindvinding i området, slutter ministeren.