Debat: Stop med at lade varmeteknologierne konkurrere mod hinanden

Debat: Stop med at lade varmeteknologierne konkurrere mod hinanden

En ny varmerapport fra KL viser, at udrulningen af fjernvarme er ved at gå i stå, hvilket øger behovet for at få installeret endnu flere varmepumper for at komme i mål med de politiske ambitioner, mener formand for Varmepumpeindustrien, Niels Peter Skov

Den seneste status på varmeområdet tegner et bekymrende billede af den grønne omstilling. Nye fjernvarmeprojekter falder på stribe, og mange allerede planlagte projekter er præget af usikkerhed. Det betyder, at op mod en kvart million boligejere lige nu står uden en klar plan for, hvordan de kommer af med deres gasfyr.

Det står nu klart, at fjernvarmen alene ikke kan bære os i mål med den grønne omstilling af varmesektoren. Når projekterne bremser op, efterlader det borgerne i et urimeligt limbo. 

Vi har brug for at få varmepumperne langt mere i spil som den direkte vej væk fra de fossile brændsler, hvis vi skal gøre os håb om at nå de politiske målsætninger.

En ny varmerapport fra Kommunernes Landsforening peger på et voksende gab mellem de politiske ambitioner om udfasning af gas til boligopvarmning og virkeligheden ude i husstandene. 

Ved udgangen af 2025 var der fortsat over en kvart million private gaskunder i Danmark, men kommunerne forventede kun at godkende 12 fjernvarmeprojekter, hvilket svarer til at konvertere 2312 gasfyr. 

Samtidig har danskerne det seneste år for alvor fået appetit på varmepumperne igen, så nu handler det om at holde gang i det momentum.

Danskerne har brug for tryghed og helt klare signaler fra politisk hold om gassens fremtid, så de tør investere i grønne løsninger. 

Vi må stoppe med at lade teknologierne konkurrere unødigt og i stedet målrette støtten til varmepumper i de områder, hvor fjernvarmen aldrig når ud. Det skylder vi både boligejerne og de kommende generationer.

Niels Peter Skov
Formand
Varmepumpeindustrien
Tlf: 26730751
nps@volundvt.dk

28/9 2026