Studentersnobberiet fortsætter uantastetUddannelseschef Kasper Munk Rasmussen

Studentersnobberiet fortsætter uantastet

I Region Hovedstaden søger kun 10 procent erhvervsskolerne. I Morsø Kommune er tallet 50 procent. SMVdanmark foreslår, at elever på erhvervsskoler får ekstra 3000 kroner i skattefradrag om måneden

Af Dan Bjerring
Christiansborg

Det er næppe til at sætte år på, hvor længe politikerne på Christiansborg har forsøgt at få antallet af elever på erhvervsskolerne til at stige, men forgæves.

Og der er ingen grænser for de krumspring, politikerne har anvendt på formålet, men altså uden held.

Politikerne på Borgen vil ikke tage det eneste probate middel i brug – adgangsbegrænsning på de gymnasiale uddannelser – gerne en begrænsning på 40 procent.

Fordeling
I år har knap 60.000 elever søgt videre på en ungdomsuddannelse efter 9.- eller 10. klasse, og eleverne har søgt på samme måde som sidste år.

20 procent af eleverne har søgt videre på en erhvervsuddannelse, mens cirka 73 procent har søgt ind på en af landets gymnasiale uddannelser - stx, hf, hhx og htx.

De resterende syv procent har angivet forberedende grunduddannelse (fgu), særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse (stu), udlandsophold, højskole eller andet.

Langt under målsætning på 30 procent
Det er altså kun 1 ud af 5 elever, der i år valgt at søge ind på en erhvervsuddannelse, selv om der er hårdt brug for fagligt uddannede på arbejdsmarkedet.

Tallet er langt under den politiske målsætning fra 2015 om at 30 procent af en ungdomsårgang skal søge en erhvervsuddannelse, og det får SMVdanmark til at ærgre sig:

- Det er ærgerligt, at vi igen står med relativt lav søgning til erhvervsuddannelserne, på trods af at vi i Danmark i mange år har haft en målsætning om at flere unge vælger den faglærte vej, siger Kasper Munk Rasmussen, der er uddannelseschef i SMVdanmark.

Bug for handling nu
Selvom mange initiativer allerede er igangsat for at vende udviklingen, er de først fuldt indfaset i 2032. Han understreger, at der er brug for handling nu:

- Den nuværende regering har gjort meget på området. Og på sigt vil juniormesterlære og obligatorisk erhvervspraktik være med til at få flere til at vælge erhvervsuddannelser. Men søgetallene for i år viser, at vi ikke kan vente med at gøre mere, siger uddannelseschefen.

Skattefradrag som gulerod
Eleverne på de danske erhvervsskoler er blandt de ældste i Europa, og derfor er der ifølge SMVdanmark brug for en gulerod for at få unge til tidligere at overveje dem faglærte vej:

- Vi har særligt brug for at gøre noget, der vil give flere elever lyst til at prøve kræfter med en erhvervsuddannelse i stedet for at udskyde valget.

- Vi foreslår, at man giver eleverne et ekstra månedligt skattefradrag på 3.000 kroner frem til de fylder 21, når de går i lære på en erhvervsuddannelse siger Kasper Munk Rasmussen,

Kun 10 procent i Region Hovedstaden
Han henviser til en analyse fra AE-rådet, der viser, at Danmark allerede i 2030 kommer til at mangle godt 100.000 faglærte i Danmark.
Morsø Kommune har den største andel af unge med en ansøgning til en erhvervsuddannelse. Her har næsten halvdelen af de unge valgt at søge en EUD som førsteprioritet.
Anderledes ser det ud i Region Hovedstaden, hvor det er omkring hver tiende, der har søgt en erhvervsuddannelse som førsteprioritet.

1/4 2025