Aktuelle nyheder - Tag

Solid tagflade på Danmarks første skibakke

Solid tagflade på Danmarks første skibakke

Copenhill fungerer som rekreativ base for alt fra skisport til vandring, og det giver store krav til det 13.000 m2 store tagareals robusthed

Del artiklen på

Arkitektur

I denne måned åbnede verdens første skibakke på taget af et energianlæg dørene op for offentligheden. Siden har alt fra skientusiaster til firluftsfolk haft mulighed for at betræde den grønne 'sne' på toppen af Amager Ressourcecenters 80 meter høje bygning. Konceptet bag skibakken stammer fra tegnestuen BIG, som så potentialet i at udnytte den grundlæggende kileform i det avancerede forbrændingsanlæg til at skabe by- og rekreationsparken Amager Bakke med nye rekreative muligheder.

Visionen om at skabe en skibakke på toppen af Amager Ressource Center har krævet innovative og holdbare løsninger. Copenhill skal nemlig ikke bare holde åbent året rundt. Bakken skal samtidig være godt rustet til at danne fundament for alt fra skiløjpe til parkareal med vegetation af forskellig art samt dertilhørende dyreliv såsom fugle, bier og insekter.

Et affaldsenergianlæg er som udgangspunkt ikke beregnet til at være en attraktion, som forventes at tiltrække flere millioner mennesker hvert år. Det har derfor været en stor udfordring at få bygningens oprindelige funktion til at spille sammen med hensigterne om at skabe en rekreativ folkepark.

For de over 13.000 m2 tagdæknings vedkommende er de fundet hos tagpapentreprenøren Multi Tag Entreprise fra Lille Skensved ved Køge. Her har opgaven for virksomhedens grundlægger og indehaver, Jan Steinmüller - trods mange års erfaring inden for tagdækning - krævet en del nytænkning.

- Vi har skullet tænke nyt på mange områder, forklarer Jan Steinmüller og påpeger samtidig, at projektets helt særlige omstændigheder har krævet specialkompetencer på en lang række områder:

- Ikke mindst logistikken har krævet nytænkning. Den stejle tagflade over en meget lang strækning gjorde det nemlig umuligt at transportere tagpaprullerne ved håndkraft. Derfor er der etableret depoter på en række platforme undervejs på bakken. Hældningen på skibakken har også betydet, at det ikke har været muligt at anvende de store svejsevogne, som normalt bruges til membranarbejder. Derfor har vi også selv udviklet særlige svejsevogne til opgaven.

Tagarealet beklædt med særlig membran
Amager Bakkes grundlæggende tagflade er udført som et betondæk, der kræver beskyttelse mod vejr og vind i Øresunds åbne omgivelser. Samtidig betyder anvendelsen som skibakke og naturpark med levende planter, at den påsvejsede membran, der skal beskytte betonkonstruktionen, skal være særlig robust. Tagarealet er derfor blevet beklædt med en særlig membran, som sikrer skibakken mod strabadser og ydre påvirkning i al slags vind og vejr.

Løsningen Derbigum GC Antiroot er dobbeltarmeret og svarer dermed styrkemæssigt til en traditionel løsning med to lag - dog uden det højere ressource- og arbejdskraftforbrug, som en tolagsløsning indebærer. Materialets særlige robusthed og tæthed betyder, at det især anvendes som grundbelægning på konstruktioner, hvor der stilles høje krav til sikkerhed mod gennemtrængning af vand såsom broer, parkeringsdæk og i tunneller. Samtidig har det en særlig høj modstandsdygtighed mod gennemtrængning af rødder. Membranmaterialet stammer fra den belgiske producent Derbigum, som herhjemme er repræsenteret af Eurotag Danmark.

-kj

Læs mere om Tag

21/10 2019