100 % giftfri brandimprægnering
Snart begynder produktionen på et helt nyt anlæg, hvor man kan få brandimprægneret træ med en 100 % naturlig og giftfri brandhæmmer
Af Louise Skjellum Strøbech
Bag brandimprægneringsværket står det nyetablerede selskab Danish Antifire, som ejes af de to branchefolk Peter Viig Nielsen fra Protræ og Morten Bergsten fra Bergsten Timber, der i efteråret 2016 formaliserede deres allerede eksisterende samarbejde, så Bergsten Timber nu står for al forhandling af Protræs forarbejdede produkter til de danske tømmerhandlere.
Det nye selskab har fået eneret i Danmark på at brandimprægnere næsten alle typer træ med det verdenspatenterede imprægneringsmiddel Burnblock, der er 100 % naturligt og giftfrit. Kunderne er primært trælaster og træ/plade-grossister i Danmark og på det nærliggende europæiske marked.
- Vi har satset på at opnå både de bedste brandtekniske men også miljømæssige egenskaber, og med Burnblock i hånden glæder vi os meget til at sende de bedste og mest miljørigtige brandimprægnerede varer på det danske marked, siger Morten Bergsten og tilføjer:
- I det her imprægneringsmiddel indgår kun råvarer, der indgår i fødevareproduktionen. Det er faktisk ret interessant.
Skånsom og overvåget tørring
Burnblock er miljøtestet og -dokumenteret i Danmark og er brandtestet på Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut og på nogle af de mest anerkendte testinstitutter i Europa: RISE (Research Institutes of Sweden, tidl. SP-Fire) i Sverige, MPA i Tyskland og BRE i Storbritannien.
Der er også lagt stor vægt på den seneste teknologi i forbindelse med etableringen af det nye imprægneringsværk, der får adresse i Holsted ved Vejen, hvor Danish Antifire har lejet sig ind i en tidligere møbelfabrik. Her er der plads til at både anlægget fra italienske Isve, de to tørreovne af mærket Incomac og alt træ kan være indendørs, både før og efter imprægneringen.
Selve imprægneringsanlægget, der har en kapacitet på op til 12.000-15.000 m3, bliver leveret med den seneste nye teknologi fra Siemens.
- For at sikre den rigtige optagelse og den faktuelle rapportering i selve behandlingen er det helt nyt udstyr, der er investeret i. Selv de nye tørreovne bliver ’state of the art’ med skånsom og overvåget tørring samt detaljerede tørrerapporter, fortæller Peter Viig, der suppleres af Morten Bergsten.
- Vi har indgået et samarbejde med Burnblock, så vi ikke bare får midlet til at imprægnere. Vi indgår i løbende i dialog, så vi er med i udviklingen hele vejen. Vi har fået produktionen i Danmark, og så er der krav om løbende rapportering, og da vi alligevel skal sende dokumentationen til Burnblock, kan vi lige så godt sende den til vores kunder også, så de med det samme får dokumentationen for den proces, træet har været igennem, fortæller Morten Bergsten.
Var ikke i tvivl
De to træmænd har i en periode fulgt udviklingen og efterspørgslen på brandimprægneret træ og plader, men har ikke villet indgå i produktion, primært på grund af de mange uenigheder der er på markedet i forhold til dokumentationspligten og den mangel på dokumentation, som præger konkurrencen.
- Men da lejligheden med Burnblock bød sig, var der ingen tvivl – vi har med det bedste af det bedste at gøre. Midlet er det eneste middel i verden, der er dokumenteret 100 % naturligt og giftfri, altså et 100 % nedbrydeligt materiale med alle de fordele, der følger med. Brandteknisk er Burnblock i særklasse med et gennemtestet produkt, et verdenspatent og med mange års udvikling og investeringer i bagagen, slutter Morten Bergsten.
Burnblock:
- Er effektivt på alle former for absorberende materiale, fordi produktet blokerer iltforsyningen og dermed forhindrer ilden i at sprede sig.
- Har opnået høje brandklassifikationer i Euroclass B.
- Er en 100 % naturlig og giftfri brandhæmmer, så afskær og eventuelle overskudsmaterialer ikke skal i deponi.