Et effektivt sprøjt Fiberbinder er ikke blevet mindre aktuelt, efter grænseværdien for asbest på danske arbejdspladser fra årsskiftet blev ændret fra 0,1 fibre/cm3 til 0,003 fibre/cm3 svarende til 97% lavere grænseværdi.

Et effektivt sprøjt

Fiberbinder binder asbestfibre til de overflader, væsken sprøjtes på. Det nye produkt skal gøre det mere sikkert at arbejde i tagrum, når der er blevet fjernet tagplader med asbest

Af Daniel Christensen

Kan man være for forsigtig, når man arbejder med asbestholdigt materiale?

Det kommer an på, hvem man spørger.

Sidste år dukkede en grim sag fra København op, hvor en byggeleder svindlede med nogle prøver, der påviste asbest på byggepladsen, for at få sit tømrersjak til at fortsætte arbejdet. Han blev siden bortvist og politianmeldt.

Spørger man Jesper Hauntoft, er forsigtighed og grundighed altafgørende, når man udfører asbestarbejde. Gennem en baggrund som malermester har han haft sin gang på adskillige byggepladser, og ideen til Fiberbinder er netop opstået, efter han i årevis har lagt øre til fagfolkenes frustrationer. Der har manglet et produkt, der nemt gør det mere sikkert at operere i et tagrum, hvor der er blevet fjernet tagplader med asbest.

Så han har udviklet et selv.

Isolerer asbestfibrene på en klæbrig overflade
Fiberbinder er en væske, der påføres med en Ginge Sprøjte. Den isolerer fibrene, der ligger i de svært tilgængelige områder. Det er i sig selv ikke nyskabende. Hvis man f.eks. påfører maling ovenpå fibrene, bliver de bundet. Men malingen hærdes og bliver hård, og hvis den efterfølgende bliver stødt og krakelerer, vil fibrene blive frigjort igen. Den risiko er der ikke med Fiberbinder.

- Der er virkelig mange ufremkommelige steder, de her fibre kan ligge. Der skal ingenting til, at sådan en enkelt fiber, der har ligget i en revne eller en sprække, bliver hvirvlet op. Og det er jo de fibre, der er farlige for de arbejdsfolk, der skal gå derinde, siger Jesper Hauntoft og tilføjer:

- Fiberbinder skal ses som en ekstra tryghed for dem, der skal derind bagefter.

Jesper Hauntoft gør det klart, at Fiberbinder ikke må ses som en erstatning. Det skal ses som supplement til, når nedriveren har saneret og rengjort efter alle kunstens regler.

- Men uanset hvor grundigt man gør det, er der ofte nogle fibre, man ikke kan få med, og det er her, Fiberbinder kommer til sin ret, siger han.

Væsken er blevet testet af Dansk Miljøanalyse, der også har lavet en efterfølgende rapport, som kan findes på Fiberbinders hjemmeside. De har lukket asbestfibre inde i en plexiboks og blæst dem ud på en fiberbundet overflade i tre måneder, og så har de talt fibrene. 97 % bliver bundet til overfladen.

Testen er dog ikke slut endnu. Den fortsætter, og der trækkes nye tal efter seks og ni måneder, så man har et testgrundlag, der svarer til den tid, man nogenlunde kan forvente, det vil tage at asbestrenovere et tag.

Sikkerhed før alt andet
Det er magtpåliggende for Jesper Hauntoft at understrege vigtigheden af at følge kvalitetssikrings- og dokumentationsfasen. At man hele tiden har styr på, at alle retningslinjer overholdes.

- Og der skal en rådgiver med på banen. Vi har lavet nogle tjeklister til både rådgiveren og entreprenøren. Selve produktet er tilsat en fluorescens, så man kan dokumentere, at man har påført den. Så kan man med en UV-lampe tage et billede til sin kvalitetssikringsmappe. Det giver så også rådgiver 48 timer til at tjekke, at det er blevet gjort, siger Jesper Hauntoft.

Med tiden vil noget af Fiberbinder fordampe, og noget af det vil tørre ud. Når det sker, bliver asbestfibrene frigivet igen. Men Dansk Miljøanalyses test viser, at virkningen holder i flere måneder, efter væsken er blevet påført.

- Drift- og vedligeholdelsesplanen er rigtig vigtig. Det er hele den opfølgning på kvalitetssikring og drift og vedligehold, der gør, at man ikke sender folk op igen to år senere for at skære et hul eller noget andet, uden at man så har tjekket, at der ikke ligger noget skadeligt. Det er jo også for rådgiverens skyld. Nedriveren ved jo godt, hvad han skal. Han har åndedrætsværn og fuldt udstyr på. Men hvad med dem, der skal op senere, spørger han retorisk.

Sælger ikke til hvem som helst
Fiberbinder kan købes nu, men kun via Jesper Hauntoft og hans partner, Morten Einshøj Petersen. De vil gerne have kontrol med produktet og vide, hvem der køber det. De har tidligere afvist at sælge til folk, der ville bruge det som erstatning i stedet for som supplement til hele kvalitetssikrings- og dokumentationsprocessen. Derfor kan man heller ikke finde det i butikker eller byggemarkeder.

Det var vigtigt for Jesper Hauntoft og Morten Einshøj Petersen, at de ikke erstattede noget skidt med noget andet skidt, så derfor er Fiberbinder ikke mærkningspligtigt. Alt i produktet kan man tåle at røre ved også uden brug af værnemidler. 

Fiberbinder er blevet udviklet til at kunne bruges i tagrum, hvor der er asbest, men det behøver ifølge Jesper Hauntoft og Morten Einshøj Petersen ikke begrænse sig til det. For nylig har de sat gang i et forsøg, hvor Fiberbinder bliver anvendt i forbindelse med fibre fra mineraluld.

- Men det går vi ikke i markedet med, før vi har testet det. Vi skal have dokumentationen i orden hver gang. Vi snakker med rådgiverne om, hvor det kan være ideelt at teste, og så kan det være, vi skal prøve noget nyt af på et tidspunkt, siger Jesper Hauntoft.

27/5 2022