Store ambitioner for Danmarks største strandmøbelPynten bliver udstyret med belysning, så havet og kysten ved Juelsminde i højere grad kan opleves året rundt og på flere tidspunkter af dagen. Illustration: Nymann & Manshaus Arkitektur.

Store ambitioner for Danmarks største strandmøbel

Pynten i Juelsminde har fået 11,9 mio. kr. fra Nordea-fonden, som gør det muligt at tilføje en række ekstra oplevelseselementer og kvalitetsinventar til den karakteristiske træbygning, som vil blive opført på Storstranden til næste år

Et helt særligt formidlingsrum. Et soldæk mod havets skiftede sceneri. Gode forhold til vinterbadere og en boardwalk, der forbinder Pynten med det yderste af Juelsmindes lystbådehavn. Og ikke mindst en naturlig integration med Juelsmindes kommende højvandssikring. 

Det er blandt de tiltag, der skal gøre Pynten til et spændende omdrejningspunkt for maritime oplevelser, undervisning og friluftsliv i de kommende år.

Det står klart efter, at Nordea-fonden har imødekommet en ansøgning fra Hedensted Kommune, der gør det muligt at investere i markant bedre faciliteter og oplevelsesmuligheder.

Hedensted-borgmester Ole Vind (V) er begejstret over, at Nordea-fonden bakker op:

- Først og fremmest er det fantastisk, at Nordea-fonden deler vores ambitioner og syn på muligheden for at skabe noget helt særligt i Juelsminde. Vi har arbejdet med Pynten nogle år og har oplevet meget stor interesse for at benytte de kommende faciliteter. 

- Derfor er det en virkelig god nyhed, at Nordea-fonden er med, for det betyder, at vi nu får en attraktion med faciliteter i særklasse, som giver en helt ny dimension til Juelsminde og oplevelsen af områdets storslåede natur.

Støtten fra Nordea-fonden indebærer også, at der kan ansættes en medarbejder, som skal udvikle nye typer af arrangementer, der tager afsæt i de helt særlige rammer i og omkring Pynten. 

Det kunne f.eks. være en vinterbadefestival, børnenaturfestival og naturvejledning, som tilbagevendende begivenheder, der giver øget aktivitet i Juelsminde året rundt.

Det passer godt ind i den udvikling, som er i gang i Juelsminde i øjeblikket, siger formand for Visionsrådet i Juelsminde, Morten Blenker:

- Målet med hele byudviklingen i Juelsminde er at skabe øget liv og gøre vores by endnu mere spændende at bo i og besøge. Det arbejde får nu endnu et løft. 

- Jeg er utrolig glad for, at vi får forbedrede faciliter og kan arbejde med at udvikle helt nye typer af oplevelser, arrangementer og tilbud, som vil appellere til mange forskellige typer af besøgende og brugere, siger han.

Med støtten fra Nordea-fonden kan stort set alle planlagte faciliteter opgraderes. Derudover kan der som noget ekstra etableres dæmpet belysning på Pyntens udsigtsdæk, så udsigten udover havet omkring Juelsminde i højere grad kan opleves året rundt og på flere tidspunkter af dagen.

Omgivelserne omkring Pynten får også et løft med blandt andet et bålområde med en særlig, cirkulær bålbænk, som kan bruges til udeundervisning og samlingssted. 

Der kommer også nye legefaciliteter. Samtidig er det planen, at Promenaden, som etableres fra havnen til Storstranden, i forbindelse med Juelsmindes igangværende byudvikling videreføres helt til den yderste del af Juelsmindes lystbådehavn.

Det giver bedre adgangsforhold og mulighed for at færdes ved – og opleve – kysten på en anderledes måde.

- Pynten skaber nye muligheder for friluftsliv, fællesskab og læring ved kysten. Her kan børn, vinterbadere, skoleklasser og besøgende mødes om naturen og friluftslivet året rundt – det bliver et levende samlingssted, som vi glæder os til at opleve, siger Christine Paludan-Müller, uddelingschef i Nordea-fonden.

Nordea-fonden støtter Pynten med 11, 9 mio. kr. og supplerer dermed investeringer i byudvikling i Juelsminde fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse og Hedensted Kommune. 

Beløbet fra Nordea-fonden går til en række investeringer i faciliteter i og omkring Pynten – ligesom der afsættes midler til at udvikle tilbagevendende aktiviteter for børn, vinterbadere etc.

Følgende konkrete tiltag muliggøres:

Omkring Pynten: Nyt legeområde, nyt bålsted og bålbænk, formidlingsstation med info til turister/vandrere, boardwalk som forlænger Promenaden til det det yderste af lystbådehavnen. 

Skylleplads med læskærm og badetrappe på den eksisterende badebro, som giver bedre faciliteter til vinterbadere. Orienteringslys i Promenaden.

I Pynten: Belysning på udsigtsdækket samt opgradering af inventar i køkken og formidlingsrum.

Pynten etableres som led i projekt 'Bæredygtig udvikling af Levebyen og Turismebyen Juelsminde', der har fokus på at styrke turisme, handel og bosætning i Juelsminde by.

Det skal ske ved at give et løft til byens offentlige arealer og ved at knytte byen bedre sammen og ved at tilføre nye oplevelser, der fremhæver byens særlige kvaliteter og natur.

OKNygaard er udførende entreprenør på projektet i samarbejde med Lytt Architecture (Havnetorvet), Urban Creators, Nymann & Manshaus Arkitektur (Pynten) og Viggo Madsen.

Selve Pynten er tegnet af Nymann & Manshaus Arkitektur og skal fremme friluftsliv, fællesskaber og turisme i Juelsminde. 

-dc

13/11 2026