Generationer af spejdere får glæde af ’Fremtidens Spejderhytter’  Rundt om i landet er ni eksemplarer af Fremtidens Spejderhytte allerede opført. På billedet vises en Fremtidens Spejderhytte, der er opført i Hedeland Naturpark.

Generationer af spejdere får glæde af ’Fremtidens Spejderhytter’

Lokale foreninger i Danmark bliver de glade modtagere af 32 af ’Fremtidens Spejderhytter’. Spejderhytten er en nytænkning af den klassiske hytte, hvor en fond hjælper de lokale foreninger, der har mest brug for at give de fysiske rammer et kvalitetsløft

Der er over 1000 hytter rundt i Danmark, som tilhører lokale spejdergrupper og FDF-kredse. Mange af hytterne er udtjente efter årtiers brug, og det kan være en stor opgave for en lille forening at vedligeholde en gammel hytte og en endnu større opgave at bygge en helt ny hytte.  

Grundidéen med ’Fremtidens Spejderhytter’ har derfor været at hjælpe foreningerne på vej ved at skabe en vision og model for Fremtidens Spejderhytte. Projektet er udviklet i et tæt samarbejde mellem spejderbevægelsen, FDF, Den A.P. Møllerske Støttefond og tegnestuen Leth & Gori.  

- Vi skal have flere børn og unge ud i naturen. Det kræver gode rammer for både børnene og de frivillige, der får det hele til at ske. Med de 32 hytter er der skabt en ny type facilitet, som i generationer fremover vil danne rammen om et godt børne- og ungeliv i hele landet. 

- Det er vi enormt stolte af og taknemmelige over, fortæller Karen Bjerre Mikkelsen, den ene af to forpersoner for Spejderne.  

Fremtidens Spejderhytte ved Lystrup Skov i Slangerup er den niende, som er opført. I løbet af 2027 forventes alle 32 hytter at være opført og klar til at blive taget i brug af spejdere og FDF'ere i hele landet.  

- Vi har virkelig glædet os til at indvie hytten og tage den rigtigt i brug. Vi er særligt glade for hyttens form, hvor halvcirklen perfekt indrammer aktivitetsområdet foran hytten og det åbne 'mellemrum', som, vi allerede nu kan se, vil blive flittigt brugt. Det giver en følelse af at være sammen om aktiviteterne både, når vi er uden for, inden for og rundt om hytten. 

- Og så er det en kæmpe fordel, at den nye hytte kræver mindre vedligehold, så vi som frivillige kan bruge alle vores kræfter på vores spejderbørn og unge, siger projektleder i Erik Ejegod Gruppe i Slangerup, Malene Nielsen. 

Fremtidens Spejderhytte er designet af arkitektfirmaet Leth & Gori sammen med Rønnow Arkitekter og Vega landskab. 

Det er en del af et større samarbejde mellem Foreningen Spejderne, Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne i Danmark, De grønne pigespejdere, FDF og Den A.P. Møllerske Støttefond, der i alt har støttet projektet med 140 mio. kr. Tilsammen repræsenterer foreningerne over 100.000 børn og unge. 

- Det har været vigtigt at inddrage nogle af dem, der skal bruge hytten. Vi har fået input fra en masse FDF'ere og spejdere fra hele landet, og sammen har vi skabt visionerne for Fremtidens Spejderhytte og kredshus, som vi indvier i dag. 

- Det er bevidst fravalgt at skabe store huse med mange grupperum, som vi kender dem fra 1970’erne, og i stedet har vi valgt at bygge småt for at inspirere til det, det hele handler om – nemlig at være sammen og udenfor, siger generalsekretær i Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, Jakob Harbo Kastrup.   

-dc

19/10 2026